Nedjustering hos Rockwool
Isoleringskoncernen nedjusterer forventningerne til årets resultat med 100 mio. kroner.
Salget er faldet med 3 % i forhold til tredje kvartal sidste år, og dermed bliver det vanskeligt at nå op på niveau med sidste års omsætning, som endte på 13,9 mia. kroner. Overskuddet for årets første ni måneder ligger på 802 mio., hvilket er over 600 mio. kroner lavere end på samme tidspunkt sidste år.
- Den verdensomspændende finansielle uro påvirker byggesektoren negativt, eftersom det er blevet sværere at få finansieret byggeprojekter. Under hensyntagen til aktivitetsniveauet i tredje kvartal og oktober måned forventer vi fortsat, at omsætningen i 2008 vil ligge en anelse under sidste år, forklarer ledelsen i rapporten for regnskabsårets tredje kvartal.
Det oplyses endvidere, at der i regnskabet er hensat 80 mio. kroner efter skat til reorganisering og restrukturering af forretningen.
Koncernen er endvidere i gang med en spareplan, der svarer til 2 % af det primære driftsresultat. Formålet er at fastholde koncernens konkurrenceevne. Planen vil blive effektueret i slutningen af 2008 og begyndelsen af 2009.
Kilde: Rockwool