23948sdkhjf

Rådgiver udvikler ny app til tjek af broer

Den nye app er allerede afsat til en kommune og effektiviserer rutineeftersyn af broer
Selvom anvendelsen af digitale værktøjer stiger eksplosivt i bygge- og anlægssektoren i disse år, så har digitale værktøjer været en del af dagligdagen i mange virksomheder gennem en årrække.

Når der er stigende fokus på it-værktøjer netop nu, så er det i høj grad båret af de muligheder som de mobile platforme - smartphones og tablets - byder på i forhold til at anvende it-værktøjerne effektivt uden for kontoret.

Især i rådgiverbranchen prioriteres it-værktøjer højt. Blandt andet fordi de er med til at skabe overblik over komplicerede processer og samtidig kan systematisere processerne, så de forløber så effektivt og kontrolleret som muligt.

Som i alle andre brancher er nogle rådgivervirksomheder lidt mere fremme i skoen end andre.

Sådan er det for eksempel med det rådgivende ingeniørfirma Broconsult a/s i Roskilde. Virksomheden, der har speciale i broer og bygværker, vil ikke bare ligge i slipstrømmen af andre, men har besluttet at være first-mover, når det gælder udvikling og brug af effektive it-værktøjer.

"Evnen og lysten til at være frontløbere ligger lidt i vores måde at drive virksomhed på og vores forretningsmodel og ikke mindst vores årelange erfaring fra vores broforvaltningssystem Brocon, som anvendes i mange kommuner landet over. Vores kernekompetence er ikke at udvikle it-værktøjer. Vores kernekompetence er at servicere vores kunder så effektivt som overhovedet muligt. Indebære det, at vi skal bruge nogle effektive it-værktøjer, ja, så er der ikke så langt fra tanke til handling; Så tager vi udfordringen op og skræddersy dem til vores kunder", siger direktør, ingeniør Steen Kronborg Nielsen.

Ny app til Ipad

Han lægger ikke skjul på, at innovationskraft kræver vilje og beslutsomhed - og, som han beskedent tilføjer - en stor faglig ballast og en medarbejderstab med mange kompetencer og dyb faglig indsigt.

Og det er netop disse ingredienser, som Steen Kronborg Nielsen har sat i spil i tæt samarbejde med sin kvalitets- og fagchef Gazi Hastürk.

Det er blevet til en helt ny app - Brosyn - som både supplerer virksomhedens eksisterende drifts- og vedligeholdelsessystemer, og som samtidig er et produkt, som kan bruges målrettet i forhold til at effektivisere rutineeftersyn af broer og bygværker.

"Det er vores erfaring, at mange broer og bygværker glemmes og derfor kun efterses hvert femte år i forbindelse med et generaleftersyn. Hvis man sætter system i hyppigere rutineeftersyn kan man imidlertid opdage eventuelle skader i tide. Og det er netop, hvad Brosyn- app’en skal hjælpe de driftsansvarlige og driftspersonalet med ude i kommunerne.

Når man fanger eventuelle skader i opløbet og udbedrer dem eller laver en plan for udbedring, så kan kommuner - eller andre bro- og bygværksejere - opnå besparelser på sigt samtidig med, at værdien og levetiden af broen eller bygværket forlænges.

Det giver - alt andet lige - god mening i forhold til at få det bedste ud af de kommunale budgetter", understreger Steen Kronborg Nielsen.

Tjek og rapportering

Det er fag- og kvalitetschef Gazi Hastürk der har haft fingrene helt nede i udviklingen af Brosyns App’en.

"Overordnet set har vi fokuseret på, at skabe et værktøj som er let og overskueligt at bruge for driftspersonalet. Vi har arbejdet meget på at skabe en intuitiv brugergrænseflade, så Brosyns app’en reelt set fremstår som en tjekliste til driftspersonalet, så de helt konkret ved, hvilke opgaver der skal gennemgås ved hver bro/konstruktionselementer og hvilke opgaver som eventuelt skal udbedres", forklarer Gazi Hastürk.

"App’en er blandt andet bygget op omkring en kortfunktionen med GPS/Navigation, så man ved et enkelt tryk, kan få vist vej til den ønskede bro fra sin lokalitet. Når man er fremme ved broen, kan man med Ipad’en i hånden gennemføre sit rutinetjek og rapportere direkte om tingene er i orden, om der er noget, som kræver yderligere opmærksomhed, eller om der noget som for eksempel kræver udbedring nu eller senere.

Ud over at sikre at broen eller bygværket hele tiden er forsvarligt vedligeholdt, så kan kommunen blandt andet også bruge de mange data om de enkelte broer, når de skal udlicitere drifts- og vedligeholdelsesarbejder. Og efterfølgende kan den driftsansvarlige kontrollere, at entreprenøren også udføre opgaverne i henhold til kontrakten", påpeger Gazi Hastürk.

Han forventer sig meget af den nye app, som blandt andet Furesø Kommune har købt.

"For at vise både de driftsansvarlige og driftspersonalet hvordan app’en fungerer, stiller vi gerne op til en demonstration ude i kommunerne. På den måde kan vi også synliggøre, hvordan vi kan skræddersy app’en til lige bestemt de rutiner, som passer bedst for den enkelte kommune", understreger Gazi Hastürk.

App’en
Formålet med Brosyns app’en
at øge trafiksikkerheden
at strukturere bygværkerne for rutinemæssige vedligeholdelsesarbejder
at hjælpe driftspersonalet til rutineeftersyn af bygværkerne
at broer ikke glemmes og derfor nedbrydes utilsigtet
at skader udbedres inden de udvikler sig yderligere
at minimere reparationsomkostninger
at sikre bygværkernes funktion i relation til den vedtagne klimastrategi
at broernes levetid forlænges
at kunne dokumentere det løbende drift og vedligehold
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078