23948sdkhjf

Bygger elevator i 63 meter høj skorsten

Det er en ganske speciel opgave under meget trange pladsforhold, fortæller montør.
To montører lever deres hverdag inde i den store skorsten på Amager Ressourcecenter. Det er varmt, støvet og pladsen er trang.

Alligevel synes Hans Hildebrandt Nielsen fra Ajos, at det er spændende at være med til at installere elevator i forbrændingsanlæggets store skorsten.

- Det er en permanent elevator og dermed noget andet end de byggehejs, vi normalt monterer ved nybyggerier, og så er omgivelserne og den faglige udfordring meget anderledes, fortæller Hans Hildebrandt Nielsen.

Alimak SE 300 er en tandstangselevator. Der er 10 niveauer i skorstenen, og der bygges elevatorstop med afsats og dør på alle etager.

Skorstenen hænger på siden af bygningen. Bunden er 52 meter over jordens overflade, og derfra rækker skorstenen yderligere 63 meter op.

I de 63 meter skorsten skal der indbygges en Alimak SE 300 elevator med en kapacitet på 300 kg eller fire personer. Den placeres mellem selve skorstensrøret og skallen, som er i rustfrit stål. Ajos udfører entreprisen med elevatoren i skorstenen for Kone, som har den samlede elevatorentreprise på byggeriet.

- Vi er begyndt nedefra og bygger masten op af sektioner på 1,5 meter. Det er en speciel mast, fordi det hele er designet til ikke at fylde ret meget. Derfor bliver vi også hele tiden udfordret på vores kreativitet. Vi arbejder en del med tilpasninger og fremstiller specialbeslag, fordi der monteres under specielle forhold, fortæller Hans Hildebrandt Nielsen og understreger, at alt skal være nøje gennemtænkt:

- Elevatoren skal måske holde i 100 år, og vi lægger også vægt på, at vores arbejde er professionelt udført og ser ordentligt ud, selv om der ikke er ret mange, der får det at se, siger han.

Ud over en masse faglige udfordringer, er det også hårdt fysisk arbejde:

- Bare det at komme op til det sted, hvor vi arbejder, tager et godt stykke tid. Derfor tager vi også nogle lange arbejdsdage. Vi skal først op med elevatorer inde i bygningen, før vi når til skorstenen. Hvis man skal lade vandet, så må vi regne med, at det tager 20-30 minutter, fortæller Ajos-montøren.

Opgaven med at bygge en permanent elevator er ikke helt uvant for Ajos. Firmaet har blandt andet leveret elevatorløsninger til flere broprojekter, og Ajos har typisk en efterfølgende aftale om at levere service.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094