Kolding-entreprenør skifter navn
Salgschef i Entreprenører'ne A/S, Steffen Hjære, flankeret af de to ejere; direktør Nicola Raos (tv) og adm. direktør Kaj Siebert (th).
Foto: PR
- Vi har valgt navnet, fordi det kort og godt siger, hvad vi er: Entreprenører. Vi har hver især mere end 20 års erfaringer fra entreprenørbranchen, siger hovedaktionær og direktør Kaj Siebert
Han og og medejer Nicola Raos købte sig ind i DN Entreprise tilbage i 2014 og råder i dag over hele aktiekapitalen i selskabet, der har adresse på Toldbodgade i Kolding.
- Vore kunder har lært os at kende som en troværdig hoved- eller totalentreprenør, og det ændrer vi naturligvis ikke på. Men vi ønsker nu at gå vore egne veje for fortsat at kunne udvikle forretningen, forklarer Kaj Siebert.
De to ejere har styrket organisationen med endnu en erfaren entreprenør, idet Steffen Hjære i foråret blev ansat som salgschef.
- Han vil være en yderligere drivkraft for udvidelse at salgsområderne og i videreførelsen af vores strategi, hvor rådgivning og dialog er vigtige nøgleord, siger Kaj Siebert.
Virksomheden har tidligere stået for opførelse af en række større boligprojekter, dagligvarebutikker og kontorbygninger over hele landet. Det er dette erfaringsgrundlag, som det nye Entreprenører’ne vil bygge videre på - tilsat en god portion pionerånd og virkelyst.
Ambitionen er at udvide forretningsområdet til også at omfatte offentlige byggerier og samtidig udbygge det i forvejen solide netværk af samarbejdspartnere og underentreprenører.