23948sdkhjf

Nyt p-hus-koncept får premiere i Holstebro

Med udviklingen af et nyt design af de klassiske TTP-betonelementer har Spæncom gjort konstruktionerne i parkeringshusene helt tætte.

Det nye koncept sikrer konstruktionen mod forskydninger og stabiliserer de elastiske fuger mellem elementerne. Gevinsten er mindre vedligehold og lavere driftsomkostninger, lover Spæncom.

- Det nye koncept adskiller sig fra de eksisterende systemer, hvor man benytter en membran og et ekstra lag beton eller samlingsfugebånd i konstruktionerne. Begge løsninger kræver dog en del vedligehold og løbende udskiftning af komponenter. Vi er med det nye koncept gået helt væk fra konstruktionen med membranen og har valgt at styrke og stabilisere samlingen mellem elementerne, som tidligere var den del, der var det svage led i konstruktionen, forklarer salgschef Michael Boye.

Spæncoms nye koncept anvendes for første gang i Holstebro, hvor et nyt p-hus med 400 pladser skal stå færdigt i januar 2017. Byggeriet opføres af Entreprenørfirmaet Kaj Bech i samarbejde med Sweco og Alectia.

- Vi har mange gode erfaringer med Spæncom, som vi har samarbejdet med i over 30 år. Jeg er meget spændt på det nye koncept og på at se hvordan det fungerer i praksis, siger ingeniør Niels Kruse fra Kaj Bech.

Ifølge Michael Boye er den nye løsning simpel, men effektiv.

Den bærende ribbe i TTP-elementet flyttes fra midten ud til siderne. Herved kan elementernes egenvægt stabilisere hinanden ved hjælp af overlap i samlingerne.

Et EPDM-fugebånd som aldrig skal skiftes, præmonteres mellem elementerne og sørger, på grund af det høje tryk, for et tæt p-hus. Finishen færdiggøres herefter med en elastisk fuge, som også sikrer, at der ikke opsamles smuds i fugerne. Fugen har i modsætning til tidligere ingen betydning for konstruktionens tæthed.

Konceptet er certificeret efter ISO9001 standarden og betonen er i ekstra aggressiv miljøklasse. Konstruktionerne opfylder R120 brandkravet jf. Eurocodes. Dermed kan bygherren altid være helt sikker på, at myndighederne vil godkende dokumentationen for bygningens brandmodstandsevne.

Entreprenørerne høster desuden den fordel, at de ikke længere skal konstruere kompositløsningen med membraner og et ekstra lag beton, som man tidligere har gjort.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11