Ny fyringsrunde i vinduesbranchen
For anden gang på under tre måneder skrider Velfac A/S til fyringer. Denne gang nedlægges 84 stillinger.
- Færre ordrer betyder færre arbejdspladser, og vi har meget mod vores vilje måttet varsle 84 afskedigelser. Men afskedigelserne er nødvendige for at Velfac kan bevare og udvikle sin konkurrenceevne og fortsat være en betydningsfuld arbejdsplads i Ringkøbing, siger administrerende direktør Finn Jespersen.
Vil hjælpe fyrede til ny beskæftigelse
Den aktuelle fyringsrunde indtræffer mindre end tre måneder efter, at Velfac sidst var ude i en omfattende masseafskedigelse. Dengang gik det ud over 230 medarbejdere. Velfac havde dengang held til at hjælpe medarbejderne videre, og det håber direktøren, at virksomheden kan gøre igen:
- Da vi måtte sige farvel til medarbejdere i august i år, lovede vi at gøre en stor indsats for at skaffe så mange som muligt et nyt arbejde. Det løfte har vi holdt, og hovedparten af både timelønnede og funktionærer har i dag fundet nye arbejdspladser. Situationen på arbejdsmarkedet er siden da blevet vanskeligere, men vi vil endnu en gang gøre vores bedste, forsikrer Finn Jespersen.
Om Velfac A/S
Velfac A/S er en del af VKR Gruppen og beskæftiger ca. 900 medarbejdere. Virksomheden producerer facadevinduer og facadesystemer.
Kilde: Velfac A/S