Stofledninger er fortid på designmuseum
Skou Gruppens elektrikere reducerer brandfare på Designmuseum Danmark.
Skou Gruppens elektrikere blev før sommerferien færdige med at udskifte Designmuseum Danmarks gamle elinstallationer, som udgjorde en brandfare på grund af møre stofledninger og løse forbindelser. Foto: Skou Gruppen
Installationerne bestod flere steder af gamle stofledninger, som over tid var blevet møre og var begyndt at smuldre. Desuden fandt man også en del løse forbindelser.
Det betød, at der var fare for kortslutninger og dårlige forbindelser, som kan starte en brand.
- Vi har gennemgået hele 1. sal og tagetagen for at finde og udskifte gamle stofledninger og har kontrolleret alle stikkontakter, afbrydere og dåser. Vi har udskiftet samtlige stofledninger og lavet nye kabelinstallationer, fortæller Erik Paludan, chef for Skou Gruppens el-afdeling, der har udført opgaven i hovedentreprise for Designmuseum Danmark.
De nye installationer har reduceret brandfaren markant, og flere steder er der i samme ombæring opsat bevægelsesmeldere, der slukket lyset, når der ikke er bevægelse i rum eller gange. Det vil reducere museets strømforbrug.
Elinstallationer bag 1.700 kvadratmeter isolering
Den nylige tagrenovering satte rammen for det arbejde, som Skou Gruppens elafdeling har udført. Håndværkerne måtte fjerne 1.700 kvadratmeter ny isolering for at få plads til at udføre arbejdet og lagde efterfølgende isoleringen tilbage igen. Derfor blev Skou Gruppens egne tømrer også inddraget i arbejdet.
- Vi har været opmærksomme på ikke at skade isoleringen for at holde bygherres udgifter nede. Derfor har vi kunne genbruge de fleste batts. Men nogle steder har vi været nødt til at lægge nye batts, fordi de skulle skæres til for at give plads til de nye elinstallationer. Her kom vores tømrere ind i billedet, forklarer Erik Paludan.
Respekt for den gamle bygning
Designmuseum Danmark ligger i hjertet af København i en gammel rokokobygning, der blev opført i perioden 1752-57. I starten af 1920’erne blev den gamle bygning restaureret, og Designmuseum Danmark flyttede ind. I dag er museet et af Nordens centrale udstillingssteder for dansk og international, industriel design, kunstindustri og kunsthåndværk.
Det kræver både den rette erfaring og omhu at udføre håndværk i en flere hundrede år gammel bygning som denne, der er hjem for mange værdifulde, historiske genstande.
- Vi er vant til at udføre denne type arbejde i ældre bygninger i Københavnsområdet. Det har stor betydning for effektiviteten og kvaliteten af vores arbejde, fordi vi kender til faldgrubber og vanskeligheder. Men det er klart, at denne opgave har krævet ekstra omhu fra vores side, hvad angår for eksempel afdækning og beskyttelse af de mange værdifulde genstande, fordi vi arbejder på et museum, som samtidig har været i brug, siger Erik Paludan.
Netop fordi museet var i brug, skulle arbejdet hver dag koordineres mellem Skou Gruppens el-formand André Kjøller og museet, så de vidste, hvor på museet der blev slukket for strømmen den pågældende dag. På grund af den daglige koordinering kom hverken besøgende eller udstilling til at mærke renoveringen, der foregik i tre måneder.