Niras udpeget som rådgiver på milliardprojekt
Ingeniørvirksomheden er udvalgt som byggerådgiver på Århus-projektet Det Nye Universitetshospital, der har en samlet enterprisesum på cirka 5,3 mia. kroner.
I alt fem virksomheder var prækvalificerede til at afgive tilbud, og et enigt bedømmelsesudvalg valgte Niras på bekostning af Kuben Management, Hifab Bygherreombud, Bascon og Cowi/Aarhus Arkitekterne.
- Med Niras A/S får vi stærkt og homogent team med en god spredning af bygherrerådgivningskompetencer - herunder ikke mindst hospitalskompetencer, til sparring og controlling. Niras har vundet overbevisende på blandt andet deres særdeles gode forståelse for opgaven og den deraf meget konkrete og overbevisende beskrivelse af deres metode, forklarer projektdirektør Morten Weise Olesen, der sidder i projektafdelingen på DNU.
Det nye Århus-hospital bliver på cirka 250.000 m2 og kommer til at dække et samlet grundareal på i alt 400.000 m2. Hospitalet forventes at være fuldt udbygget om 12-15 år og har en samlet anlægssum på omkring 5,3 mia. kroner.
Kilde: Region Midtjylland