Cowi indgår alternativ partnerskabskontrakt
Ny aftale mellem Cowi og Køge Kyst afviger fra den klassiske rådgiverkontrakt.
For at løse den opgave bedst muligt har Køge Kyst indgået partnerskab med Cowi, som allerede har betydelig erfaring fra arbejdet med to andre forbindelser på tværs af banen i Køge
- Det er en meget kompleks opgave med mange hensyn og parter involveret, og det er ikke mindst kompliceret at få alle godkendelser i hus fra Banedanmark og gribe mindst muligt ind i jernbanedriften. Her er Cowis erfaring med både den kommende vejtunnel og den nye gangbro ved Køge Station særdeles værdifulde, når de skal stå for projektering, byggeledelse og tilsyn for underføringen, som er det allervigtigste hængsel, der skal koble bymidten med Søndre Havn, siger Køge Kysts projektdirektør Jes Møller.
Rådgiveren tager en risiko
Partnerskabsaftalen mellem Cowi og Køge Kyst er et alternativ til en klassisk rådgiverkontrakt, idet Cowis honorar reguleres afhængigt af udgifterne til den entreprenør, som Cowi skal styre.
Dermed får Cowi et særligt incitament til at sikre en rettidig og økonomisk fornuftig gennemførelse af projektet. Ifølge senior vice president Jens Sandager Jensen fra Cowi er det en både nyskabende og fremsynet samarbejdsform, hvor rådgiveren ikke blot leverer en ydelse, men tager ansvar for projektet i samarbejde med bygherren.
- Vi kan se store perspektiver i en model, hvor en rådgivervirksomhed tager del i risikoen, når der skal leveres høj kvalitet til tiden og inden for en fornuftig økonomi – og vi håber, at modellen også kan inspirere andre, som skal gennemføre store anlægsprojekter, siger Jens Sandager Jensen.