23948sdkhjf

København har fået en ny S-togsstation

Carlsberg Station forventes at blive en af hovedstadens travleste.
Da klokken slog 12:02 søndag den 3. juli rullede Linje C mod Frederikssund ind på Carlsberg Station og markerede åbningen af Københavns nye S-togsstation.

Den nye station, der ligger i Carlsberg Byen tæt ved grænsen mellem Frederiksberg og Vesterbro, overtager togtrafikken fra Enghave Station, der nu er taget ud af drift. Fremover bliver Carlsberg Station derfor det centrale trafikknudepunkt for både det nye bykvarter og lokalområdet.

Carlsberg Station ligger på det sted, hvor Carlsberg-bryggeriet fra 1937 til 1985 havde sin egen godsstation, Station Hof. Den nye station er tegnet af Gottlieb Paludan Architects og støder op til det 82.000 kvadratmeter store byggeri, der skal huse Professionshøjskolen UCC’s nye uddannelsescampus samt detailhandel, erhverv og det 100 meter høje boligtårn, Bohrs Tårn.

Pladsen foran stationen er en integreret del af byggeriet, idet der er bygget to store plateauer ud over skinner og perron på Carlsberg Station, hvor der er plads til cykelparkering. Foruden tre nedgange fra den nye stationsplads ved UCC byggeriet, er der også adgang til den nye station fra Vesterfælledvej ved Sønder Boulevard.

Fra 7.000 til 24.000 rejsende
Allerede efter sommerferien bliver stationen dagligt omdrejningspunkt for de 10.000 studerende, der rykker ind på Professionshøjskolen UCC’s nye uddannelsescampus, Campus Carlsberg i Carlsberg Byen. Og snart flytter Carlsberg Byens første beboere også ind i Humlehuset lige ved siden af stationen.

Åbningen af Carlsberg Station blev fejret søndag den 3. juli og blandt talerne var blandt andre transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt samt administrerende direktør i DSB, Flemming Jensen. DSB, Banedanmark og Carlsberg Byen havde arrangeret et særtog for indbudte gæster med afgang fra Østerport Station og ankomst til Carlsberg Station kl. 11.20.

Herefter bød Jens Nyhus, administrerende direktør i Carlsberg Byen P/S, velkommen på stationspladsen, der blev holdt taler og Flemming Jensen klippede snoren til perronen, inden det første S-tog kørte ind på stationen klokken 12:02.

Med åbningen af en ny, moderne S-togsstation, bliver den kollektive trafik på Vesterbro også fremtidssikret. Hvor Enghave Station dagligt servicerede omkring 7.000 rejsende, er der ifølge DSB udsigt til, at Carlsberg Station bliver blandt hovedstadens fem mest benyttede S-togsstationer med 24.000 daglige rejsende.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096