Dansk Byggeri: Et kæmpetab
Brexit vækker bekymring i byggeriet.
Det siger adm. direktør Lars Storr-Hansen fra Dansk Byggeri i en reaktion på, at 51,9 % af de britiske vælgere torsdag satte kryds ved ”leave” i afstemningen om, hvorvidt Storbritannien skal udtræde af det europæiske samarbejde.
Lars Storr-Hansen betoner vigtigheden af, at Storbritanniens udtrædelsesproces bliver foretaget på en ordentlig måde og under hensyntagen til, at samhandlen med ikke bliver taget som gidsel i et politisk spil.
- Vi gik ind i EF sammen med Storbritannien i starten af 70’erne på grund af den store eksport af landbrugsvarer. I dag er vores samlede eksport af varer til UK på ca. 40 milliarder og salg af tjenesteydelser står for ca. 30 milliarder, siger Lars Storr-Hansen.
Over 50 procent af det danske BNP kommer fra eksport og en engelsk exit ville få mærkbare konsekvenser. Hvor slemt det bliver, afhænger af hvor konstruktive beslutningstagerne på begge sider af bordet er.
- For Dansk Byggeri er det vigtigt, at vi får en aftale med Storbritannien, som er så tæt på Det indre Marked som muligt, og hvor vi undgår toldmure og andre barrierer, som kan skade dansk eksport. Og så må vi undgå, at de kommende forhandlinger blive en straffeaktion mod briterne, slutter Lars Storr-Hansen.