23948sdkhjf

SLA skal sikre Nørrebro mod skybrud

I stedet for blot at kaste milliarder af kroner i undergrunden, skabes overfladeløsninger, som kan håndtere de massive mængder regn.
For knap et år siden blev konkurrencen Nordic Built Cities Challenge skudt i gang. Det betød også startskuddet for udviklingen af skybrudsløsninger for Indre Nørrebro, og torsdag blev Team SLA kåret som vinder.

Målet for konkurrencen har været at skabe skybrudsløsninger, der giver bedre hverdags- og børnebyrum og understøtter Indre Nørrebros identitet og mangfoldige kultur.

Det er en opgave, der har krævet stort lokalt kendskab, og hvor det lokale greb samtidig har et globalt potentiale, og særligt det arbejde er teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL) imponeret over:

- Det er forbilledligt, hvordan områdefornyelserne inkluderer de lokale, når vi skal løse så store udfordringer, som skybrud særligt er blevet de senere år. Med de lokale input, som SLA’s rådgiverteam i den grad har taget til sig i dette projekt, kan vi skabe løsninger, som ikke kun løser de løbende problemer med skybrud, men samtidig bliver en kæmpe gevinst for hele nærmiljøet. Det er den slags løsninger, vi kan bruge til noget, og det er også den slags løsninger, hele verden kommer for at se i København, siger Morten Kabell.

Forbedrer livskvaliteten for hele Indre Nørrebro
Tegnestuen SLA stod i spidsen for et team, der også tæller Rambøll, ArkiLab, Den Nationale Platform for Gadeidræt, Aydin Soei og Social Action. Projektet ”Nørrebrosjælen” skaber helt overordnet mulighed for at opsamle store mængder regnvand i Hans Tavsens Park, lede dem forbi Blågård Skole, ned ad Korsgade og ud i Peblingesøen.

- Tanken med Nørrebrosjælen er at skabe et projekt, der mærkbart og målbart forbedrer livskvaliteten for hele Indre Nørrebro. Vores løsning bygger på at skabe en robust bynatur, der både løser det konkrete problem med at håndtere skybrud, så vi undgår oversvømmelse, og samtidig skaber en række nye og sammenhængende byrum, som tilbyder socialt fællesskab, grønne oplevelser og kreative udfoldelsesmuligheder for alle københavnere, siger Stig L. Andersson, partner og designdirektør i SLA.

Ifølge juryen er ”Nørrebrosjælen” et ambitiøst projekt, fordi det tilstræber maksimal biologisk vandrensning og lokal opsamling og brug af vandet, og samtidig åbner for nye oplevelser og aktivitetsmuligheder, både i de eksisterende byrum og i nye biotoper.

Projektet afventer nu politisk behandling, inden det kan blive til virkelighed. Det samlede anlægsprojekt har en anslået værdi af 120-140 millioner kroner, hvoraf 76,9 millioner kroner er takstfinansieret gennem Hovedstadens Forsyningsselskab. De resterende millioner skal finansieres politisk i kommunens budget, hvis projektet skal fuldføres i sin nuværende form.

Læs meget mere om projektet på SLA's hjemmeside

Om Nordic Built Cities Challenge

Bag Nordic Built Cities Challenge står Nordic Innovation, som er en organisation under Nordisk Ministerråd. Hvert nordisk land deltager med ét projekt. De deltagende byer er København, Oslo, Malmø, Kopavogur i Island, Espoo i Finland og Runavík på Færøerne.

De seks byer og deres projekter er blevet udvalgt af Nordic Innovation efter en fælles nordisk konkurrence sidste år, og det seneste halve år har teams af arkitekter, rådgivende ingeniører og byplanlæggere arbejdet på at levere de bedste løsningsforslag til hvert projekt.

Torsdag blev vinderne af alle seks projekter udpeget ved en konference om byudvikling i Helsinki. Og mange af vinderprojekterne har dansk islæt. White Architects' danske afdeling vandt konkurrencen på Færøerne, og Sted Cph vandt konkurrencen i Malmø. Endelig skal en dansk landskabsarkitekt stå for projektet i Island.

Nu hvor der er fundet en vinder til de nationale konkurrencer, er næste fase af konkurrencen skudt i gang: Nu skal alle teams konkurrere om den nordiske award Nordic Built Cities Challenge Award. Alle deltagerne inviteres med på et eksportprojekt, der skal positionere Norden som en stærk aktør på verdensmarkedet ved hjælp af gode, bæredygtige byløsninger. Vinderne offentliggøres i København til november.
Læs mere om: SLA
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125