23948sdkhjf

Tømrerfirma i helt ny ramme

H. C. Hald fra Strandby er flyttet til en bedre beliggenhed.
Mere albuerum og lettere til- og frakørselsforhold.

Det er nogle af årsagerne til, at H. C. Hald ApS, tømrer- og maskinsnedkeri, i Strandby ved Frederikshavn er flyttet.

I årtier har tømrervirksomheden haft til huse på Strandvej 57 midt i Strandby, men de seneste uger har tømrerfirmaet haft travlt med at flytte til det nye domicil på Ravmarken 2 ved indkørslen til Strandby.

Brug for mere plads
- Tiden var løbet fra det gamle værksted midt i byen. Vi kunne efterhånden ikke være der mere på den gamle grund.

- Med 40 mand i arbejde og 18 biler, der hver morgen skulle af sted, var det ét virvar, ligesom det efterhånden var svært at få plads til de store lastbiler, der hver dag kommer med byggematerialer, fortæller Michael Thomsen.

Sammen med Jesper Johansen ejer han i dag den store tømrervirksomhed, der i tre generationer var et familieforetagende.

Lokalerne på Ravmarken 2 har de nuværende ejere købt af tidligere bogtrykker Steen A. Larsen, der tidligere drev virksomheden Nordjysk Formulartryk i lokalerne, som de seneste år har stået tomme.

- Pladsen her på Ravmarken er cirka den samme, som vi havde inde i byen, men ud over bedre beliggenhed har vi fået ét stort, regulært værksted, siger Jesper Johansen, der ved årsskiftet 2012-2013 overtog Preben Halds halvpart i firmaet.

Michael Thomsen og Jesper Johansen har også købt nabogrunden på Ravmarken, så der er plads til en udvidelse, når det skulle blive aktuelt.

H. C. Hald kunne i 2014 fejre 100 års jubilæum. Året før trak Preben Hald, barnebarn af firmaets stifter, Johannes Hald, sig ud af firmaet, og indtil flytningen til Ravmarken har H. C. Hald boet til leje i lokalerne midt i Strandby.

H. C. Hald ApS har også lager og værksted i Aalbæk og i Skagen.

Nye muligheder i Strandby
Tømrer- og maskinsnedkeriet arbejder over hele Nordjylland, dog fortrinsvis nord for Limfjorden og især i det østlige Vendsyssel.

H. C. Halds flytning åbner for nye muligheder på tømrerfirmaets gamle grund midt i Strandby, og ifølge Nordjyskes oplysninger er der planer om at opføre nye boliger på den store grund.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079