23948sdkhjf

Tre teams skal byde på kæmpe Aalborg-projekt

Stigsborg Havnefront er et af Aalborgs absolut største byudviklingsprojekter i nyere tid. Nu lyder startskuddet til et parallelopdrag.
Det bliver holdene Effekt, Transform + Sleth og Vandkunsten, der skal tegne på udviklingen af Stigsborg Havnefront.

Det besluttede By- og Landskabsudvalget i Aalborg Kommune på sit møde den 26. maj.

- Ansøgerfeltet har været rigtig stærkt. Vi har i alt fået ansøgninger ind fra 16 hold, og selv om vi kun har annonceret efter holdene i Danmark, er der en fin repræsentation af meget dygtige internationale firmaer. Vi har fået ansøgninger fra Danmarks bedste virksomheder inden for feltet, og flere af holdene har konstitueret sig med dygtige internationale virksomheder. De tre hold, som vi har valgt, repræsenterer tilsammen en spændende bredde af kompetencer inden for arkitektur, smart city, økonomi og midlertidighed, som er blandt de kompetencer, vi efterspørger, siger direktør Christian Bjerg fra By- og Landskabsforvaltningen.

Stigsborg Havnefront er et 55 hektar stort område, der løber langs Limfjordens nordlige kant mellem Limfjordsbroen og Limfjordstunnellen.

Midt i juni – helt præcist den 15. juni – igangsættes parallelopdraget ved et arrangement, hvor alle tre hold kommer til Aalborg for at få præsenteret programmet og hilse på deres samarbejdspartnere.

Herefter har holdene frem til medio oktober til at arbejde med opgaven, hvorefter der laves en evaluering af de tre holds forslag til udviklingsplanen. Det sker med henblik på at uddrage de bedste elementer fra de tre forslag, som grundlag for at samle dem i den endelige udviklingsplan for Stigsborg Havnefront. Omkring årsskiftet forventes resultatet af evalueringen og beslutningen om det videre arbejde med udviklingsplanen at foreligge.

De tre teams

Team Vandkunsten:
Tegnestuen Vandkunsten, Bogl, Via Trafik, Dem & Esbensen, Oxford Research , Mette Lis Andersen.

Team Effekt:
Effekt, KCAP, Arup, CFBO Planning & Strategy, EDC Erhverv Aalborg.

Team Transform + Sleth:
Transform + Sleth, Kuben Management, Sweco, WorldPerfect, Innovation Lab, Institut for X, professor Tom Nielsen, professor Ellen Braae.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094