4 års testforløb gav messevægssystem med stor fleksibilitet
Efter 4 år med tests er det lykkedes virksomheden Concept Design fra Herning at skabe den optimale messevægs-løsning, der både er fleksibel og nem at montere.
Fleksibelt med oceaner af muligheder
Alu4x er et fleksibelt modulopbygget messevægsystem, der skaber unikke muligheder for kunden.
- Det er muligt at få beklædt vægrammerne med mange forskellige materialer - så længe man holder sig inden for 6 mm grænser - fortæller Egon K. Jensen.
Concept Design har allerede leveret messevægge beklædt med MDF, papkarton, opskummet PVC, Dibon, Alubon, bannere og tæpper. Herudover er det muligt at få monteret folie, direkte print på væggene, tapesering og maling efter produktionen af den enkelte vægramme.
Kom børnesygdommene til livs
- I løbet af de fire år kom vi systemets børnesygdomme til livs og står nu med et unikt produkt, som vi selv har haft indflydelse på. Alu4x er så nemt at montere at selv journalister kan klare det alene, siger han med en slet skjult hentydning til Wood Supplys kvindelige nyhedsredaktør.
Concept Design har blandt andet lagt stor vægt på at messesystemet skal kunne anvendes igen og igen. Derfor er systemets moduler tilpasset, så de let og uden besvær kan fragtes med transportvogn fra et sted til et andet.
Nem og hurtig montering
Samtidig har det været vigtigt for Egon K. Jensen, at systemet nemt kan samles og monteres.
- Det kan samles helt uden værktøj, kun ved hjælp af en Viplok. En af vores kunder, Stordal Møbler, har for nyligt investeret i vores messevægssystem og har dermed reduceret opsætningstiden af deres messestand med otte dage. Tidligere tog det 11 dage fra ankomst til messehallen til opsætningen var fuldendt, fortæller Egon K. Jensen - I dag tager det kun tre dage.
- I princippet kan standen sættes op af én mand, tilføjer Egon K. Jensen.
Monteringsvejledning på YouTube
Egon K. Jensen ønsker at andre skal få en lige så god messeoplevelse som Stordal Møbler, der allerede har anvendt Alu4x på messer i Paris, Stockholm og Hamar. Derfor har han udover at udvikle et nemt og fleksibelt messevægssystem lagt en monteringsvejledning på YouTube . Her kan kunden altid klikke ind og se, hvor nemt og hurtigt det kan gøres.