23948sdkhjf

Væksten koster hos Give Stålspær

Omsætningen er øget med 21 procent, men indtjeningen går for andet år i træk den forkerte vej. Firmaet neddrosler nu trappe- og altanområdet
For sjette år i træk oplever Give Stålspær i Brande vækst i omsætning og aktivitet.

Det forgangne år har været dynamisk med en stigende efterspørgsel på virksomhedens produkter. En samlet omsætningsvækst på 21 procent i forhold til 2014 har overgået forventningerne hos ledelsen, som i kølvandet af de seneste års vækst er i fuld gang med at implementere sin nye strategi: ”Best in Class”.

Strategien har fokus på kvalitet og bedste performance gennem alle processer med fleksibilitet som et nøgleord.

Vækst koster
Men væksten har en pris. Resultatet af den primære drift er faldet fra 12,3 mio. kroner i 2014 til 8,6 mio. kroner, og det er andet år i træk, at driftsresultatet er for nedadgående. I 2013 toppede selskabet med 14,4 mio. kroner i driftsresultat.

- Vækst har i sig selv ikke været et mål for os i 2015, men det har til gengæld vores ambition om at være Best in Class. I lyset af denne ambition har vi investeret i omorganiseringer, optimeringer og ekstra kapacitet, for vi ved, at når man satser på den lange bane, så koster det på den korte, fortæller Give Stålspærs finansdirektør (CFO), Morten Kongsbak.

Årets væsentligste investeringer har været ændringer i driftsorganisationen, neddrosling af virksomhedens trappe- og altanafdeling samt øget kapacitet i forbindelse med den rekordhøje efterspørgsel.

Har ikke været risikovillige
Men det kan ikke forklare hele indtjeningsnedgangen. Virksomheden har haft projekter, der ikke var lønsomme, inden for blandt andet trappe- og altandelen samt enkeltstående projekter inden for kerneområdet, der har været tabsgivende.

- Jeg synes faktisk ikke, man kan sige, at vi har været for risikovillige. Det handler langt mere om den interne eksekvering af projekterne, fordi organisationen ikke har kunnet følge med. Det er vi i fuld gang med at rette op på, men det tager tid, siger Morten Kongsbak til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Står stærkt
Han ser i indeværende års første kvartal en klar forbedring, hvor indtjeningen følger den plan, virksomheden har lagt for året.

Med de gennemførte investeringer og ændringer i organisationen står Give Stålspær A/S stærkt i forhold til kapacitet og leveringsevne i 2016. Fabrikken får allerede nu tilbagemeldinger fra kunder om, at de oplever en stærkere leveringsevne, en mere smidig projektstyring og en bedre finish med de tiltag, man har igangsat. Med det nuværende produktions-setup er man derfor godt rustet til en endnu større efterspørgsel, og man forventer især en øget eksport til de nordiske markeder, hvor væksten nu rigtigt er slået igennem – især i Sverige.

Ledelsens forventning til 2016 er derfor fortsatte positive resultater fra optimeringstiltag, øget eksport og en forbedret indtjeningsevne.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125