Rambøll køber arkitektfirma i Aarhus
Koncernens afdeling for arkitektur og landskab fortsætter med at ekspandere.
Det er Rambølls tredje opkøb i arkitektbranchen på få år. I 2013 blev Witraz Architects en del af Rambøll, og i 2014 købte Rambøll tegnestuen GBL.
- Vores kunder efterspørger i stigende grad ydelser inden for arkitektur og integreret design til såvel nybyggeri som eksisterende byggeri. Med opkøbet af Sahl Arkitekter vil Rambøll kunne levere en endnu stærkere palet af helhedsorienterede ydelser til byggeriet, siger administrerende direktør Ib Enevoldsen.
Aarhusianske Sahl Arkitekter beskæftiger 40 medarbejdere, og med opkøbet råder Rambøll nu over et fagligt miljø med over 150 rådgivere inden for arkitektur og landskab i Danmark.
De to virksomheder har allerede et indgående kendskab til hinanden gennem fælles projekter som Z-Huset i Aarhus og Arlas nye innovationscenter i Skejby, og partner Morten Thomassen fra Sahl Arkitekter ser store perspektiver i at blive del af en koncern som Rambøll:
- For vores medarbejdere betyder Rambølls tilstedeværelse, at de nu får mulighed for at samarbejde med Rambølls medarbejdere både i Danmark og globalt. Det vækstscenarie ser vi et kæmpe potentiale i. Samtidig ligger det os rigtig meget på sinde fortsat at udbygge vores netværk i Aarhus-området, som historisk set er vores hjemmebane, siger Morten Thomassen.
Medarbejderne fra Sahl Arkitekter flytter til Rambølls kontor i Aarhus pr. 1. september 2016.