23948sdkhjf

Danmarks største tegnestue præsterer rekordoverskud

Efter flere år med opkøb og vækst rettes fokus nu mod konsolidering.
Med et overskud på 21 mio. kr. blev regnskabsåret 2015 det mest indbringende nogensinde for Arkitema.

- Lad mig sige det sådan, at vi er ganske godt tilfredse. Det er der ingen grund til at lægge skjul på, siger koncernchef Peter Hartmann Berg med henvisning til, at tegnestuen i 2014 oplevede en vækst på 20 procent i omsætningen, uden at indtjeningen fulgte med i samme skala.

Det lykkedes til gengæld i 2015, og hvis prognoserne for det indeværende år holder stik, kan Arkitema slå tegnestuens eget rekordresultat allerede om et års tid.

- Hvis alt går, som det tegner til, kan vi godt lægge et par millioner oven i resultatet. Og det er stadig i et år, hvor vi ikke har de store forventninger til Norge, siger Peter Hartmann Berg, som først i 2017 regner med, at Oslo-afdelingen bidrager positivt til indtjeningen.

Forventer stadig vækst
Og mens den norske division altså fortsat er underskudsgivende, begynder Arkitema at få kontant afkast ud af tilstedeværelsen i Malmø og Stockholm. Det virker derfor også naturligt, at Göteborg – som er Skandinaviens fjerdestørste by – ligner det næste skud på stammen.

- Geografien er en del af vores vækststrategi, og den koncentrerer sig udelukkende om de store byer i de skandinaviske lande. Det vil sige København, Aarhus, Oslo, Stockholm, Malmø og muligvis også Göteborg på et tidspunkt, siger Peter Hartmann Berg og tilføjer, at tilstedeværelsen i Göteborg ikke er blevet mindre relevant af, at Arkitema i sidste uge blev udpeget til at projektere den kommende Sahlgrenska Life, hvor det nuværende sygehus og universitet fysisk skal knyttes sammen til en bygning på 90.000 kvadratmeter.

På bare fem år er omsætningen steget med 85 procent, og Arkitema er derfor nu landets største tegnestue. Men bortset fra tankerne om et nyt kontor i Göteborg går de strategiske planer nu mere i retning af konsolidering end yderligere vækst.

- Vi arbejder inden for fem forskellige segmenter: bolig, erhverv, læring, sundhed og urban design. Vores plan er, at vi skal kunne tilbyde alle disse fem områder til alle kunder i de storbyer, hvor vi er. Så fokus er ikke længere på væksten i sig selv, men mere på at kunne tilbyde alle disse ydelser i fuld skala. Vi forventer stadig en vækst på 5-10 procent, men ellers handler det om, at vi nu skal konsolidere os, siger Peter Hartmann Berg.

Fakta: Danmarks største arkitektvirksomheder

Med et omsætningshop på 35 procent spiller Arkitema sig op som landets største arkitektvirksomhed målt på omsætning.

Nummer to på listen er Henning Larsen Architects A/S, der omsatte for 320 mio. kr. i 2014/15, mens C.F. Møller A/S netop har offentliggjort et 2015-regnskab, hvor omsætningen faldt til 304 mio. kr.

Det hører dog med til historien, at store tegnestuer som Bjarke Ingels Group A/S og KPF Arkitekter ikke offentliggør omsætningstal. Sidstnævnte beskriver sig selv om landets femtestørste tegnestue efter købet af Erik Møller Arkitekter, mens også Schmidt Hammer Lassen Architects K/S – der omsatte for 165 mio. kr. i det seneste regnskabsår – samt Årstiderne Arkitekter Group A/S (145 mio. kr.) skal regnes med blandt landets største tegnestuer.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109