23948sdkhjf

WAN Award til dansk skolebyggeri

Skolen i Sydhavnen, tegnet af JJW Arkitekter, er kåret til årets bedste undervisningsbyggeri.
”Det er bare så dansk og klogt tænkt, det er legende, det er lykkeligt og det ser ud til at være et godt sted at være.”

Sådan lyder nogle af ordrene fra den jury, som netop har tildelt Skolen i Sydhavnen årets WAN Education Award.

Det københavnske skolebyggeri var oppe imod en japansk daginstitution, en skole i Tyrkiet, et uddannelsescenter for social retfærdighed i USA, et amerikansk college og en skole i Zambia.

SKOLEN I SYDHAVNEN
Projekt: Nybyggeri af folkeskole
Bygherre: Københavns Kommune, Børne- & Ungdomsforvaltningen
År: 2006-2015
Areal: 9.500 m²
Arkitekt: JJW Arkitekter (totalrådgiver)
Ingeniør: Niras
Landskab: JJW Landskab / PK3 Landskab
Idrætskonsulenter: Keinicke & Overgaard Arkitekter
Storentreprenører: B. Nygaard Sørensen, G.V.L. Entreprise, Lindpro og Jakon
Byggeledelse: Arkitektfirmaet Friis Andersen
Kunstnerisk udsmykning: Peter Holst Henckel
Lars B. Lindeberg, partner og kreativ direktør hos arkitektfirmaet bag byggeriet, JJW Arkitekter, er stolt over den internationale anerkendelse, der viser, at det er muligt at lave god arkitektur i øjenhøjde med børnene og deres behov.

- At Skolen i Sydhavnen vinder en stor international arkitekturpris, ser jeg som en anerkendelse af, at dansk arkitektur kan noget særligt. Det skal vi værne om i fremtiden. Vi skal holde fast i vores store ambitioner på arkitekturområdet med kvalitet og bæredygtighed som iboende elementer. Ikke blot fordi vores arkitektur- og designtraditioner gør Danmark til et bedre sted at leve, men også fordi det er med til at markedsføre os internationalt og samtidig skaber potentialer for øget eksport, siger han.

WAN Awards har gennem de seneste år udviklet sig til et af verdens største arkitekturpris-programmer med over 1.300 indstillinger, der vurderes af 317 fagdommere.

En skole på børnenes præmisser
Skolen i Sydhavnen er Københavns Kommunes nye maritime og naturvidenskabelige profilskole, der slog dørene op i forbindelse med skolestart 2015. Her trækker man byen ind i skolen og skolen ud i byen samtidig med, at man udnytter skolens placering tæt på vandet til at bruge vandet som et ekstra klasseværelse.

Skolen er udviklet på børnenes præmisser, så arkitekturen understøtter børnenes læring og sociale udvikling. Bygningen opfordrer til, at børnene bevæger sig og mødes på kryds og tværs. Derfor er der legepladser på alle tage, og indvending er der varierede rum og store aftrapper, der fungerer som naturlige samlingspunkter.

Skolen har tidligere vundet prisen for årets skolebyggeri i Danmark og prisen for årets danske byggeri. Senere i år er Skolen i Sydhavnen repræsenteret på Venedig Biennallen som en del af den danske pavillon.

I København er der store ambitioner på folkeskoleområdet, og overborgmester Frank Jensen (S) er stolt af, at skolen nu også får stor opmærksomhed fra udlandet

- Det er en mærkesag for mig, at vi i København skaber de bedste folkeskoler til vores børn. Og det er en fantastisk anerkendelse, at Skolen i Sydhavnen igen står øverst på podiet og denne gang vinder en af verdens største internationale arkitekturpriser. Skolen passer perfekt ind i det omkringliggende byrum og skaber optimale muligheder for blandt andet at inddrage havnen i undervisningen, siger Frank Jensen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.097