Erhvervsskole bremser hårdt op for gratispraktik
VFU-ordningen misbruges til gratis arbejdskraft, mener Tech College Aalborg, som nu vil rendyrke ordningens oprindelige formål.
Det skriver Dagbladet Arbejderen.
Både arbejdsgiverens og arbejdstagerens repræsentant var enige med eleverne, personalet og skolen, da Tech College Aalborgs praktikcenterråd enstemigt besluttede at stoppe den omfattende brug af gratispraktikanter.
Praktikcenterchef Per Dennis Kristensen, mener, at man med VFU-ordningen sender for mange gratis årsværk ud i virksomhederne.
– Vi har ikke nedlagt VFU’en, fordi den er jo i princippet ministerielt bestemt. Det, vi har besluttet os for, er at gå tilbage til den oprindelige tanke bag den virksomhedsforlagte undervisning, siger Per Dennis Kristensen til Dagbladet Arbejderen.
Han påpeger, at VFU’en blev skabt for at virksomheder kunne hjælpe elever med at opfylde deres praktikmål, hvis det ikke kunne lade sig gøre i skolepraktikken. Det formål vil Tech College Aalborg gå tilbage til.
Fra 2010 til 2014 er antallet af VFU-forløb næsten fordoblet. I samme periode er antallet af forløb med lønnet praktik faldet en smule.