23948sdkhjf

Lufthavn udvider for kvart milliard

Antallet af passagerer stiger, og derfor fordobler Københavns Lufthavn nu arealet i sikkerhedskontrollen.
Pladsen foran sikkerhedskontrollen mellem Terminal 2 og 3 i Københavns Lufthavn vil det næste års tid være en travl byggeplads.

Første sal i den eksisterende bygning skal gøres 20 meter bredere, så arealet i den centrale sikkerhedskontrol kan fordobles.

Administrerende direktør Thomas Woldbye kalder udvidelsen helt afgørende for at kunne levere korte ventetider og god service. Samtidig er byggeriet til en kvart milliard kroner en vigtig milepæl i lufthavnens plan om at kunne vokse fra 25 til 40 millioner passagerer.

- Sikkerhedskontrollen er en vital del af passagernes rejse igennem lufthavnen, og det skal være en god rejse, siger Thomas Woldbye.

I alt 3.600 kvadratmeter
ISC Rådgivende Ingeniører er totalrådgiver på sagen og har tilknyttet Holm og Grut Arkitekter som underrådgiver. Anlægsentreprisen er vundet af Per Aarsleff A/S, mens byggeentreprisen er i udbud. VLA er bygherrerådgiver og har stået for at designe byggeriet, der udvider Sikkerhedskontrollen med 1.800 kvadratmeter og selve Terminal 2 med et tilsvarende areal.

Allerede til maj i år åbner to nye spor i det centrale sikkerhedstjek. Når projektet afsluttes omkring sommeren 2017 åbner yderligere fire, så der i alt vil være 24 spor. Og det er der god grund til. Alene i 2015 voksede antallet af passagerer med en million til 26,6 millioner, og antallet af ruter stiger også.

- Målet er at udbygge i takt med væksten i antallet af passagerer og nye ruter. Og det gør vi. Alene sidste år gennemførte vi en omfattende renovering og udvidelse af den ene af vores hovedbaner, vi udvidede Terminal 2 og vi udbyggede Finger C, der håndterer de største fly på de lange interkontinentale ruter. Alt sammen store og komplekse byggeprojekter, siger Thomas Woldbye.

100 nye byggejob
Projekterne i lufthavnen betyder mange arbejdspladser i bygge- og rådgivningsbranchen. Alene udbygningen af sikkerhedskontrollen skaber cirka 100 jobs det næste halvandet år. Og det kan mærkes i lufthavnens hjemkommune, Tårnby, fortæller borgmester Henrik Zimino.

- Arbejdspladserne, aktiviteterne og den internationalisering som følger af lufthavnen er til stor gavn for Tårnby. Det er uden sammenligning den største arbejdsplads her i kommunen, og også i tilknytning til lufthavnen er der ganske mange beskæftigede, siger Henrik Zimino, der selv havde æren af at tage det første spadestik til byggeriet torsdag den 31. marts.

Og byggerierne i lufthavnen stopper ikke her.

- Vi har en klar plan for, hvordan vi skal udbygge lufthavnen i takt med væksten. Og da væksten ser ud til at forsætte, så kan vi forvente, at der kommer flere store byggerier i de kommende år, siger Thomas Woldbye.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078