23948sdkhjf

Daurehøj ombygger fredet statsskole

Nye omsorgsboliger ved den tidligere Lyngby Statsskole sikrer arbejde til mange mand på Daurehøj Erhvervsbygs eget maskinsnedkeri.
I strålende solskin blev der forleden holdt rejsegilde på byggeriet ved den tidligere Lyngby Statsskole.

Den gamle skolebygning, der er blevet fredet i sit ydre, får i den tidligere skolegård selskab af tre nye punkthuse, som nu er kommet under tag.

Lyngby-Taarbæk Kommune får hermed 40 nye omsorgsboliger til ældre medborgere – 26 indrettet i den gamle skolebygning og 14 i de nye punkthuse.

Det er Daurehøj Erhvervsbyg A/S fra Holbæk, der står for totalentreprisen, og det var med stolthed, at bestyrelsesformand Carlo Chow deltog i rejsegildet.

- Det er sådan en opgave, vi er rigtig glade for at have vundet. En speciel opgave med store udfordringer, fordi vi både har den fredede bygning og naboer tæt på, som der skal tages hensyn til under byggeriet, fortalte Carlo Chow.

Da Daurehøj Erhvervsbyg vandt opgaven, var det ikke på prisen alene, men på det bedste forslag til udførelsen. I samarbejde med arkitektfirmaet Kullegaard foreslog man at tilføje en kælder til teknik og opbevaring, så der kunne skæres en etage af højden på de nye huse. Hermed får beboerne i skolebygningen bedre lysindfald, og der blev i de nye huse mulighed for at indrette stuelejligheder med udgang til det fri.

Ud over aktiviteten på den travle byggeplads i Lyngby, kan Daurehøj Erhvervsbyg også glæde sig over, at der er blevet travlhed i virksomhedens eget maskinsnedkeri i Grevinge. Her er arbejde til mange mand i de kommende måneder, hvor der skal produceres nye vinduer og døre til hovedbygningen.

- De smukke småsprossede vinduer er så karakteristiske for den fredede skolebygning, så de nye vinduer skal naturligvis laves som rigtigt håndværk med kitfals og forsatsrammer, fortæller Carlo Chow.

Siden Daurehøj Erhvervsbyggeri overtog Grevinge Maskinsnedkeri for et par år siden, har der været god gang i snedkeriet, og Daurehøj Erhvervsbyg har fået fleksibiliteten ved større egenproduktion som en betydelig konkurrencefordel, når det gælder renoveringsopgaver.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11