Byggevarekæderne Ditas/XL-BYG og hagebau i tæt samarbejde
Danske Ditas a.m.b.a, der er indkøbsforening for XL-BYG, og tyske hagebau mbH & Co. KG, indleder nu et tæt, strategisk samarbejde. Begge kæder har nogle af de største indkøbsvolumener på deres nationale markeder.
- I begge kæder ønsker vi at styrke vores position over for de store leverandører, der i stigende grad konsoliderer sig internationalt. Desuden er de hjemlige markeder præget af meget hård konkurrence med kapitalkæder, og derfor er det logisk, at vi nu går sammen over landegrænserne, udtaler adm. direktør for Ditas, Jens Sørensen.
De to kæders profil matcher hinanden godt, blandt andet med nogenlunde samme fordeling af omsætning til det professionelle og det private marked. Kædernes samlede indkøbsvolumen andrager ca. 30 milliarder kr.
Parterne forventer, at det nye samarbejde fører til både mere attraktive leverandøraftaler og dermed mere konkurrencedygtige priser samt bredere sortiment, og på sigt også til synergier inden for områder som logistik, centrallagerfaciliteter, butiksindretning og IT. Kæderne har gennem en årrække arbejdet tæt sammen i selskabernes fælles ejerskab af det internationale indkøbsselskab A.R.E.N.A. SAS.
Det strategiske samarbejde omfatter i første omgang rammeaftaler og volumenindkøb af byggevarer og byggemarkedsprodukter.
XL-BYG har 146 butikker i Danmark. Den årlige omsætning i forretningerne er i alt på ca. 11 milliarder kr. Hagebau har i alt 977 forretninger med en samlet årlig omsætning på ca. 50 milliarder kr.
Kilde: Ditas/XL-Byg