Elinstallatører fusioneret
HJ Valeur i Østbirk og VS Automatic i Horsens er fusioneret.
Med fusionen er de lige ejere af virksomheden, der fremover hedder VS Automatic A/S. I det daglige bliver forandringen ikke stor for hverken medarbejdere eller kunder, understreger Torben Steffensen og Niels Valeur.
- Vores medarbejdere arbejdede i forvejen meget sammen i det daglige, og vi havde mange sager, hvor vi arbejdede sammen.
Virksomheden hjælper private med forskellige elinstallationsarbejde og energioptimering, men har også mange erhvervskunder samt en stor afdeling, der arbejder med automation.
- Desuden laver vi automation til en del mejerianlæg i øjeblikket. Vi har mange ordrer i metalindustrien, hvor vi også undersøger om produktionsapparatet enten kan komme til at bruge noget mindre energi eller producere noget mere, forklarer Torben Steffensen.
Virksomhedens automationsafdeling har gennem de seneste år været igennem er rivende udvikling.
- Vi arbejder hovedsageligt med automatisering af industrielle maskiner og anlæg samt proces- og fødevareanlæg. Vi arbejder både med automatisering til styringssiden, PLC, og til
brugerfladen, SCADA, SRO og HMI. Vi leverer komplette løsninger inklusive styringer og elmontage på anlægget. Vores force er veluddannede og motiverede medarbejdere, som hver især har deres kompetencer inden for produkter fra Siemens, Allen Bradley, Mitsubishi, Omron, InTouch og Citect, siger Torben Steffensen.
Fortsætter med tre afdelinger
Det nye selskab beholder alle medarbejdere, og der er nu i alt 60 ansatte. Der er stadig afdelinger i både Østbirk, Hovedgård og Horsens. De fleste ændringer er interne optimeringer for at udnytte fordelene ved et firma kontra to.
- I virkeligheden betragter vi nok selv den her fusion som en formalitet, men vores medarbejdere får stillet alle mulige spørgsmål, når de er ude i marken. Spørgsmålene handler primært om, hvorvidt der skal lukkes i Østbirk, Hovedgård eller Horsens – og det skal der som nævnt ikke. Andre spørgsmål handler om, hvor man som kunde skal henvende sig. Her er svaret, at man blot skal ringe på samme nummer, som man plejer, understreger Torben Steffensen.