23948sdkhjf

Herning-ingeniør bygger nyt domicil

Kraftig vækst skaber behov for mere plads hos Hamiconsult, som i næste uge fejrer rejsegilde på sit kommende domicil i Herning.
På blot to år er Hamiconsult vokset fra 5 til 20 medarbejdere, og udsigten til fortsat vækst har fået ledelsen til at investere i et nyt domicil i Engholm Søpark i det nordlige Herning.

- Det går rigtigt stærkt i øjeblikket. Vi har netop ansat tre ingeniører og søger fortsat ihærdigt efter nye medarbejdere, da ordrebøgerne bugner. Særligt på konstruktionssiden mangler vi kvalificerede civil- og diplomingeniører, fortæller administrerende direktør Christian Ohn.

Beton er kernekompetencen
Ordrebeholdningen tæller alt fra ingeniørarbejdet på 16 almene boliger i Hobro til projektering af bærende konstruktioner på den nye Royal Arena i København.

- Vores kernekompetence er at optimere fremtidens byggerier gennem en minimering af bygherrens omkostninger. Vi er særligt stærke inden for dimensionering af betonelementer, hvor vi hele tiden arbejder aktivt for at skabe nye normer og muligheder, siger Christian Ohn.

Hamiconsult etablerede sidste sommer en ny afdeling inden for installationer og har på nuværende tidspunkt to medarbejdere til udelukkende at rådgive inden for VVS, indeklima, kloak, ventilation og energioptimering

Flytter ind til efteråret
Det nye domicil i opføres i tre etager med plads til 30-35 medarbejdere og et samlet areal på 950 kvadratmeter.

Første spadestik blev taget den 10. december, og projektet er nu så langt, at Hamiconsult kan fejre rejsegilde. Det finder sted den 17. marts, og efter planen vil bygningen være indflytningsklar den 1. oktober.

Hamiconsult er naturligvis selv rådgivende ingeniør på byggeriet, som opføres i samarbejde med lokale aktører; Årstiderne Arkitekter og KPC.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094