23948sdkhjf

Kristine Jensen vinder Skagen-projekt

Stærkt besat arkitektkonkurrence om ny solnedgangsplads i Gl. Skagen har fundet sin vinder.
Det bliver Kristine Jensens Tegnestue, billedhuggeren Ingvar Cronhammer og Bjarne Frost Design, der skal udforme den nye Solnedgangsplads i Gl. Skagen.

Rådgiverteamet er netop udvalgt som vinder af den arkitektkonkurrence, der blev udskrevet som en del af Realdanias kampagne ”Stedet Tæller” i oktober 2015.

Frederikshavn Kommune og Grundejerforeningen Gammel Skagen præsenterede vinderprojektet ved det offentlige møde fredag den 26. februar på Kulturhus Kappelborg i Skagen sammen med de to andre forslag fra henholdsvis SLA og norske Snøhetta.

- Solnedgangspladsen i Skagen er et enestående eksempel på et sted, som virkelig tæller. Ud over en helt særlig natur rummer stedet masser af historie, og disse kvaliteter underbygger vinderprojektet på en fin og samtidig diskret måde, siger projektchef Lars Autrup fra Realdania.

Indvielse i forsommeren 2017
Vinderforslaget består af to dele: En solskive og en række nye klitter. Solskiven skal være over 20 meter i diameter, og vil fremstå som det primære element, mens klitterne bliver det sekundære. Forslaget tager højde for de nødvendige parkeringspladser samt muligheder for ophold og oplevelse af havet og solnedgangen.

En enig dommerkomite har udpeget forslaget som det bedst egnede til realisering, fordi det på en enkel og overbevisende måde skaber en attraktion, der ikke prøver at henlede opmærksomheden på sig selv, men som understreger de oplevelser, som forventningerne til stedet har skabt. Solnedgangspladsens åbenhed er blevet dramatiseret på en overbevisende måde.

Nu igangsættes en proces, hvor projektet justeres endeligt i en dialog mellem rådgiver og projektets relevante parter. Udbud af anlægsarbejderne påbegyndes i november 2016, og indvielse af pladsen sker efter planen i maj/juni 2017.

Projektet har et samlet budget på 9 millioner kroner, heraf 6,4 millioner kroner i entreprisesum.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078