Teglværk automatiserer sig til succes
Gandrup Teglværks nye automationsløsning giver tredobbelt udbytte i form af markant mindre spild, øget produktion og stor energibesparelse.
Med hjælp fra DamGaard Automatik og Schneider Electric har Gandrup Teglværk fået det optimale ud af hver eneste investeret krone i en ny automationsløsning.
- Vi er fuldt ud tilfredse. Faktisk har vi armene helt oppe over hovedet. Løsningen kører helt uden problemer, og investeringen har tjent sig selv hjem på kun et år, fastslår driftleder Finn Besser fra Gandrup Teglværk.
Gandrup Teglværk er en del af Randers Tegl, som er Nordeuropas største teglværk med en årlig produktion på 80 millioner mursten. Teglværket i Gandrup står med 50 millioner mursten for mere end halvdelen af den samlede produktion.
Succesen i Gandrup begyndte med, at teglværket havde behov for at optimere den automatiske kontrol og sortering af mursten, inden de føres videre til brænding i ovn. Derfor kontaktede Gandrup Teglværk en række mulige leverandører, og efter grundige vurderinger af flere løsninger faldt valget på DamGaard Automatik i Aabybro. DamGaard Automatik er certificeret Machine Alliance Partner af Schneider Electric og højt specialiseret i maskiner og automationsløsninger baseret på Schneider Electrics integrerede MachineStruxure-platform.
Komplet løsning fra Schneider Electric
Indehaver Jacob Rosdam fra Damgaard Automatik fortæller om udfordringen på Gandrup Teglværk:
- Stenene bliver ført frem i fire baner, fire sten i hver række, og værket har et vision-system, som tjekker kvaliteten af hver sten. Problemet var, at den hidtidige løsning kasserede hele rækken, hvis der var fejl på blot en enkelt sten. Det vil sige, at op til tre gode sten blev smidt væk på grund af en dårlig sten.
Løsningen blev en komplet løsning, som består af fire Lexium linearføringer, Lexium servodrev og motion controllere, Altivar 32 frekvensomformere og Magelis HMI-panel. De er bundet sammen med, og styret af, Schneider Electrics software SoMachine, som også integrerer styringen med teglværkets eksisterende vision-system.
- Der er mange fordele ved at vælge en komplet Schneider Electric-løsning. Alle enhederne spiller perfekt sammen, og med SoMachine kan vi skære en pæn del af udviklingstiden og levere den færdige løsning hurtigt, forklarer Jacob Rosdam.
Tjent hjem på kun ét år
Efter en grundig test med prototype og en kort indkøringsfase blev løsningen sat i drift på Gandrup Teglværk. Efter kun et halvt år havde føringerne "kørt" mere end 500 kilometer uden en eneste fejl, og værkets ledelse kan også se pengene køre direkte ned på bundlinjen.
- Vi har reduceret vores spild med to tredjedele og samtidig øget produktionen med 10 procent. Det er virkelig noget, som batter, siger driftsleder Finn Besser.
Men ikke nok med det - den optimerede produktion har også kastet en markant energibesparelse af sig. Nu bruger teglværket mindre naturgas til at brænde flere mursten end før, og alene den sparede energi betaler hele investeringen på kun et år. Derefter går den årlige besparelse direkte lige ned på bundlinjen.
- Der er ingen tvivl om, at det her er en rigtig succeshistorie. Vi kan holde vores priser nede og dermed bevare konkurrenceevnen, fastslår Finn Besser.