23948sdkhjf

Bankeleven der blev byplanlægger

"Boliger for mennesker, og boliger, der er til at betale" er mantraet for Hans-Bo Hyldig og FB Gruppen, som nu tager hul på det enorme udviklingsprojekt; Ny Valby.
Med den netop indgåede aftale om at overtage arealerne under det gamle Grønttorv i Valby rykker FB Gruppen op i toppen blandt danske byggeudviklere.

De næste fire-fem år står selskabet i spidsen for udviklingen af bydelen Ny Valby med en samlet projektsum på over fem milliarder kroner.

På det snart forladte Grønttorv er planen, at de nuværende auktionshaller skal omdannes til et blandet boligområde med række- eller byhuse samt familielejligheder, singleboliger, seniorboliger og kollegieværelser. Der opføres både ejerboliger, andelsbolig, lejeboliger og almene boliger - omkring 2.000 alt i alt.

CV for Hans-Bo Hyldig
50 år, bankuddannet og senere HD i finansiering og cand.merc.aud. fra CBS.

Karriere:
2003-:
Direktør og partner i FB Gruppen
2000-2003:
Ansat i projektfirmaet Søtoftegård
1995-2000:
Erhvervskundechef i Realkredit Danmark
1990-1995:
Ansat i Bikubens hovedkontor
1984-1990:
Elev og fuldmægtig i Lollands Bank

Desuden næstformand i Byggesocietetet og medlem af erhvervsudvalget i hjembyen Roskilde

Bor i parcelhus i Roskilde med hustruen og tre børn
- Vi er nødt til at sikre, at vi har en by, hvor der er plads til alle, og derfor er vi nødt til at sikre, at vi har de blandede boligformer. Man kan få en bedre fungerende bydel og sikre, at der kommer lys i alle vinduerne, sagde administrerende direktør og hovedaktionær, Hans-Bo Hyldig, i efteråret til DR, hvor han forsvarede den tidligere SR-regerings omstridte regel om, at kommunerne kan lade op til en fjerdedel af nye boliger være almene.

Helskindet gennem krisen
Hans-Bo Hyldig var i 2003 med til at etablere FB Gruppen med fokus på boliger – ”boliger for mennesker, og boliger, der er til at betale,” som han og makkeren, projektdirektør Stig Nørnberg, ynder at udtrykke det.

Virksomheden slap helskindet gennem finanskrisen og har rundet 1.000 afleverede boliger, overvejende i Storkøbenhavn, blandt andet på Islands Brygge og Frederiksberg. Faktisk betød krisen, at FB Gruppen rykkede en klasse eller to opad i projektstørrelse:

- Vi havde svært ved at få finansieret vores mindre boligprojekter hos bankerne, og så kom vi i kontakt med pensionskasserne, forklarede Hans-Bo Hyldig til Berlingske sidste sommer.

Især pensionsselskabet PKA, med sygeplejersker og andre sundhedsansatte, er blevet en fast partner. PKA overtager således en god del af de næsten halvanden milliard kroner store byggerier, som FB Gruppen er i gang med i disse år på Teglholmen i Sydhavnen.

FB Gruppen holder priserne i den lidt lavere ende af boligskalaen og tager sigte mod helt almindelige faggrupper. Som eksempelvis ved et projekt ved Køges kommende supersygehus:

- Overlægen bliver nok boende i København og kører til og fra arbejde, så vi bygger i højere grad til portøren og sygeplejersken, der gerne vil bo tæt på jobbet,” har Hans-Bo Hyldig udtalt.

Elev i Lollands Bank
For Hans-Bo Hyldig begyndte karrieren mere beskedent tilbage i 1984 som elev i Lollands Bank i Nakskov, tæt på forældrenes gård.

Siden blev lærebrevet suppleret med en HD-eksamen og en cand.merc.aud.-uddannelse fra CBS eller Handelshøjskolen, for i 1990 var han draget til hovedstaden. Her blev det til yderligere ti år i finansbranchen, først i den daværende Bikuben-sparekasse og siden i Realkredit Danmark, inden han skiftede til byggeudvikling.

Byggeudvikleren og den snarlige ”byplanlægger” for Ny Valby bruger meget tid i sit firma, men han er også næstformand i Byggesocietetet og medlem af erhvervsudvalget i hjembyen Roskilde.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094