Lavenergiboliger af letbetonelementer – lige til højrebenet
Det er muligt med minimale meromkostninger at bygge lavenergihuse af letbetonelemen-ter uden at gå på kompromis med arkitektur og komfort. Det konkluderer ingeniør Flemming Hoff Jakobsen fra Hundsbæk & Henriksen, der står for beregningerne på et tværfagligt udviklingsprojekt om lavenergihuse fra Letbetonelementgruppen BIH.
- Som bygherre får man idéen til et hus. Arkitekten tegner og ingeniøren beregner. Men alle parter skal samarbejde fra starten, hvis målet er et hus i lavenergiklasse 0. Også udførelsen skal følges nøje, for der er ikke spillerum til at springe let hen over nogen detaljer, forklarer Flemming Hoff Jakobsen fra det rådgivende ingeniørfirma Hundsbæk & Henriksen i Vejle, der har foretaget beregningerne i projektet, mens C.F. Møller har tegnet projektets trekantede parcelhus og fleksible etagebolig.
Ned med betonmyterne
BIH har iværksat udviklingsprojektet om lavenergiboliger af letbetonelementer blandt andet for at aflive en verserende myte om, at lavenergiboliger nødvendigvis skal bygges af træ. Myten skyldes, at den tykke isolering i lavenergihuse angiveligt kan give statiske problemer i betonbyggeri. Afstanden mellem for- og bagmur bliver simpelthen for stor.
- Det problem er blevet løst til projektet. Der er udviklet en ydervægskonstruktion med plads til 400 mm isolering mod typisk 150 mm. Derudover er der en masse andre fordele ved at bygge lavenergiboliger i letbeton såsom materialets evne til varmeakkumulering, betonens tæthed og statiske egenskaber samt lavt CO2-udslip, fortæller Flemming Hoff.
Minimale meromkostninger
Flemming Hoff forudser, at efterhånden som efterspørgslen fra byggebranchen og forbrugerne stiger, vil producenter i stigende grad tilpasse byggematerialer til at bygge lavenergihuse. Dermed bliver det billigere at bygge i de mere krævende energiklasser.
- Det er spændende at være med blandt de første, som udvikler lavenergiboliger. I Tyskland er de langt foran og har allerede mange erfaringer. Herhjemme tænker folk stadig mere på beliggenhed end energiforbrug, når de køber bolig, vurderer Flemming Hoff og fortsætter:
- I Tyskland er meromkostningen ved at bygge et passivhus på under 5 procent. Over en 10-årig periode håber jeg, at vi i Danmark kommer ned på samme niveau. Lige nu vil et 150 kvadratmeters parcelhus koste 80-100.000 ekstra at bygge. Til gengæld får man en årlig energibesparelse på 5-10.000 kroner, siger Flemming Hoff.
Krav og løsninger til branchen
Det kan ganske snart blive nødvendigt for den danske byggebranche at komme mere i gang med at bygge lavenergihuse. Fra politisk hold lægges op til, at fra 2010 skal nye bygninger bruge 25 procent mindre energi end i dag, svarende til lavenergiklasse 2. Og i 2020 skal nye bygninger bruge 75 procent mindre energi end i dag, hvilket svarer til lavenergiklasse 0.
Projektets resultater bliver samlet i et idékatalog, der stilles til byggebranchens rådighed, så lavenergibyggeri med letbetonelementer i højere grad end tidligere ligger lige til højrebenet. Desuden afholder BIH i starten af september to temamøder for arkitekter og andre interesserede, hvor projektets erfaringer uddybes.
- Der er faktisk mange måder at blande kortene. Vi udarbejder et hæfte, som kan hjælpe med at skabe overblik. Øger man eksempelvis isoleringen kan det give mulighed for større vinduer. BIH-materialet bliver et godt redskab til projekterende, siger teknisk chef Erik Fredborg fra Expan, der har været projektleder af udviklingsarbejdet i BIH-projektet.
Fakta: Fordele ved lavenergibyggeri i betonelementer
• Varmeakkumulering: Væggene optager varme i løbet af dagen og afgiver den langsomt, når det bliver køligt om natten, hvilket mindsker temperaturudsving og energiforbrug.
• Holdbarhed: Lang levetid i det danske klima
• CO2: Nye undersøgelser viser en bedre CO2-balance end i letbyggeri med træ og gips.
• Kort byggetid: Hurtig lukning af bygningen mindsker risiko for fugtskader.
• Akustik: Betonelementer dæmper støj.
Kilde: Expan, C.F. Møller, Hundbæk & Henriksen og Statens Byggeforskningsinstitut