Nyt byggesystem på spændende byggeplads…
H+H Danmark inviterer sammen med en række professionelle samarbejdspartnere til ”Åben Byggeplads” i Lucinas Have i Fredericia, hvor H+H bl.a. præsenterer sit seneste produkt. 30 toetagers villaer er under opførelse, og byggepladsen er åben den 18.-19. juni fra kl. 10-16.
- Via Vægelementet i 40 cm tykkelse har vi skabt et helt unikt byggeri i Lucinas Have, som består af 30 smukke og funktionelle villaer – alle opført i massivt porebeton, forklarer Poul Hansen, salgschef hos H+H Danmark, og understreger, at de tre forskellige villatyper er arkitekttegnede.
Innovativt produkt
Vægelementet udmærker sig ved at have en tykkelse på 400 mm og en bredde på 600 mm, en størrelse der reducerer antallet af løft betydeligt.
Den massive vægkonstruktion monteres effektivt med kran, hvilket yderligere gør montagetiden kort og dermed influerer positivt på projektets totaløkonomi.
Aktuelt i Lucinas Have er de tre typer toetagers villaer designet med ensartede pudsede facader, som skaber et harmonisk og stilfuldt udtryk og kræver – ligesom H+H’s øvrige produkter – et minimum af vedligeholdelse.
Professionelle leverandører
- Projektet har længe været på idéplan, så det glæder os meget, at vi nu kan vise vores produkter på en helt ny måde, fastslår Poul Hansen. Han ser det i øvrigt som en stor fordel, at så mange professionelle firmaer får mulighed for på ét sted at præsentere deres kompetencer i en samlet enhed.
Sammen med medarrangørerne håber han, at rigtig mange vil lade deres vej gå forbi Lucinas Have den 18. eller 19. juni, hvor der vil være konsulenter til stede til at besvare spørgsmål.
Fakta
- ”Åben Byggeplads”
- Lucinas Have v. Niels Bohrsvej, Fredericia
- Den 18.-19. juni 2008 kl. 10-16
- 30 huse udstilles
- Der bydes på vådt og tørt
Kilde: H+H Danmark