23948sdkhjf

Her er Bispebjergs nye psykiatri

Et team med Friis & Moltke og PLH Arkitekter i spidsen er kåret som vinder af det store projekt, der omfatter næsten 50.000 kvadratmeter renovering og nybyggeri.
Østdanmarks største psykiatriske center, der skal bygges på Bispebjerg, bliver udformet som en række af rektangulære gårdhavehuse, der skal sikre psykiatriens patienter masser af lys og adgang til haver.

Det blev afsløret den 3. februar, hvor Friis & Moltke A/S og PLH Arkitekter A/S med underrådgiverne Søren Jensen A/S, Sintef A/S og Møller & Grønborg A/S blev kåret som vindere af konkurrencen om at tegne Ny Psykiatri Bispebjerg, der hører under Region Hovedstaden.

- De menneskelige hensyn skal veje tungt, når vi bygger et nyt psykiatrisk hospital. Mennesker, der lever med en svær psykisk sygdom er typisk indlagt i længere tid og derfor bliver adgangen til grønne områder og følelsen af tryghed meget vigtig, siger regionsrådsformand i Region Hovedstaden Sophie Hæstorp Andersen (S).

Det har været meget vigtigt i projektkonkurrencen, at alle patienter skal have adgang til grønne haverum. Juryen fremhæver, at vinderprojektet løser dette på elegant vis. Bygningernes to plan er forskudte i forhold til hinanden, så begge etager har niveaufri adgang til haverum, og så alle indre haverum er omgivet af én-etages bygninger, hvilket sikrer gode lysforhold.

Understøtter de planlagte aktiviteter
Ny Psykiatri Bispebjerg skal samle Psykiatrisk Center København på én matrikel. Nybyggeriet opføres i det nordøstlige hjørne af Bispebjerg Hospital, hvor hospitalets uddannelsescenter og dele af det psykiatriske center ligger i dag.

Projektet omfatter 23.750 kvadratmeter nybyggeri med 200 enkeltsengsstuer samt en renovering af det 25.000 kvadratmeter store Lersø Komplekset, som skal huse psykiatriens ambulatorier. Seniorprojektleder Gert Bonde Harup fra Ny Psykiatri Bispebjerg er meget tilfreds med resultatet:

- Projektet skaber løsninger, hvor udformning, forløb og materialevalg i særlig grad understøtter og inspirerer til de planlagte aktiviteter. For eksempel kan man i stueplan benytte et indre haverum i forbindelse med træning og aktivitet, siger han.

Over de kommende år skal projektet tilpasses og finpudses i dialog med brugerne. Selve byggeriet begynder i 2018 og forventes endeligt afsluttet i 2024.

Det samlede budget for Ny Psykiatri Bispebjerg er 1,03 milliarder kroner. Heraf står nybyggeriet for cirka 0,6 milliarder. Projektet finansieres af Region Hovedstaden.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.105