Stenhuggere samlet til fællesfaglig dag
Der var fuldt hus på EUC Sjælland i Haslev, da Dansk Byggeri og Stenhuggerlauget inviterede samtlige stenhuggere i landet til Stenhuggernes Dag
3
Billeder

Stenhuggernes Dag på EUC Sjælland i Haslev bød på både tunge emner og netværkssnakke. Fra venstre oldermand Ole Grage og Robert Pajor fra Dansk Byggeri
”Det er en ny måde at mødes på tværs på,” fortæller Robert Pajor fra Dansk Byggeri.
”Og der er ingen tvivl om, at med sådan en tilslutning, så vil vi gerne gøre det til en tradition”.
Som en del af dagen viste faglærer Terry Meehan blandt andet den nye stenhuggersav, som EUC Sjælland har investeret i. Et cirka fire ton tungt værktøj, som optimerer arbejdsprocesserne betydeligt, så uddannelsen fik et tiltrængt teknologisk løft.
Ud over de tunge emner, som geologi og fremtidens maskiner, så bød dagen også på mere bløde emner.
I højt solskin talte stenhuggere, lærlinge og undervisere fra EUC Sjælland med hinanden på kryds og tværs.
Ole Grage, Oldermand i Stenhuggerlauget ved, hvor vigtige de åbne snakke og netværkstanken er:
”Mange af vores medlemmer er små og mellemstore virksomheder som ligger meget spredt, derfor er en dag som denne rigtig vigtig. Her er der mulighed for at se hinanden og tale om små og store udfordringer i dagligdagen, så man for eksempel ikke alle sammen behøver at opfinde den dybe tallerken”.