23948sdkhjf

Dorte Mandrup vinder WAN Award

Arkitektfirmaet står bag årets bedste byggeri i kategorien ”Mixed-Use”.
SH2 Sundbyøsterhal II er vinder af WAN Award for bedste ”Mixed-Use” bygning i 2015.

Den internationale arkitekturpris tildeles det bygningsværk, der bedst kombinerer flere funktioner i én bygning på en original måde.

Juryen vedtog enstemmigt, at prisen skulle gå til den karakterfulde Dorte Mandrup-bygning:

- Alle dommere var begejstrede for den specielle sammensætning, og hvordan designet er kombineret i bygningen, siger jurymedlem Grant Brooker.

En modig og velfungerende hybrid
SH2 Sundbyøsterhal II, som ligger på hjørnet af Amagerbrogade og Parmagade i København, er en usædvanlig sammenstilling af supermarked, sportshal og boliger.

Bygningen sprænger blandt andet rammerne for hybridbyggeri med sin nye boligtypologi; gårdhavehuse på taget. Tolv boliger er placeret på bygningens øverste etage med en række store karnapper og med hver sin gårdhave.

Juryen fremhæver SH2 Sundbyøsterhal II som ”en både modig og velfungerende sammensætning”, og dommerne bemærker desuden dens ”harmoniske collage af funktioner”.

- Det er virkelig ikke oplagt at placere en sportshal midt i en bygning, men det fungerer rigtigt godt, udtaler jurymedlem Teresa Borsuk.

En bygning der samler mennesker
Det er anden gang, at Dorte Mandrup Arkitekter tildeles en WAN Award. Sidste år blev arkitektvirksomhedens projekt ”Børnekulturhuset Ama’r” udpeget til verdens bedste i kategorien ”Education”.

I en pressemeddelelse udtrykker Dorte Mandrup stolthed over igen i år at modtage en WAN Award.

- SH2 er en bygning, der lever 24/7, og som tiltrækker og aktiverer kvarterets beboere på forskellige måder og på forskellige tider af døgnet. Der ligger en stor social værdi i en bygning, der kan det. Et vigtigt aspekt ved at designe bygninger i en tæt kontekst er de konsekvenser, vores byggede miljø har for mennesker. En bygning som SH2 samler mennesker – betyder møder mellem mennesker, som måske ellers ikke ville have mødt hinanden. Det er en stærk kvalitet, som bringer stor værdi til kvarteret, siger hun.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111