Entreprenør risikerer fængselsstraf
Politi og Skattecenter Næstved har afsløret, at en entreprenørvirksomhed i Præstø har anvendt ulovlig arbejdskraft og samtidig har snydt SKAT for 2,5 mio. kr. Nu risikerer virksomhedsejeren fængselsstraf.
Politi ransagede i onsdags virksomhedens lokaler efter en henvendelse fra Skattecenter Næstved. Der blev beslaglagt pc’ere og regnskabsmateriale.
- På baggrund af de ting vi har fundet, har vi foreløbigt sigtet indehaveren for moms og skattesvindel for 2,5 millioner kroner, siger vicepolitiinspektøren, der samtidig ikke vil afvise, at der kan komme yderligere sigtelser.
Dømmes virksomhedsejeren alene for skattesvindel kan han risikere op til otte års fængsel.
Carsten Høj Hansen ønsker ikke at fortælle, hvem virksomhedsejeren er, men i pressemeddelelsen fra Politiet fremgår det, at de ulovlige polske arbejdere udførte asfaltarbejde for virksomheden.
Kilde: Sjællandske.dk