Metroarbejdere stiger 85 millioner kroner i løn
Ny aftale sikrer både højere løn til de ansatte og etablering af et system med tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter,
Lønstigningen er en del af en anftale mellem hovedentreprenøren på den københavnske metro CMT og 3F-fagforeningen BJMF. De to parter har indgået forlig om betaling af 3,7 millioner kroner for at undgå nye sager om lønsnyd. Derfor starter 3F BJMF ikke nye fagretlige sager om uenigheder om fortolkning af overenskomsterne,
Samtidig får metroens omkring 1.500 jord- og betonarbejdere en lønstigning på omkring 10 procent svarende til mellem 80 og 85 millioner kroner, oplyser faglig sekretær Silas Grage fra 3F BJMF i København. Til gengæld får entreprenørerne mulighed for at tilrettelægge arbejdet med større fleksibilitet. Aftalen er en forsøgsordning fra 1. januar 2016 og løber i halvandet år.
- Vi er bestemt ikke utilfredse med aftalen ud fra de muligheder, der er, når to parter skal finde en fælles løsning, så metroen får arbejdsro, og folkene bliver behandlet ordentligt, siger Silas Grage.
Også hos CMT er der glæde over aftalerne med BJMF.
- Vi er glade for at have lavet en aftale med rigtig gode elementer. Aftalen betyder højere løn til de ansatte, vi får etableret et system med tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter, og vi får nogle rammer, som gør det muligt at undgå unødvendige forsinkelser. Det er til alles fordel, siger kommunikationschef Sigurd Nissen-Petersen fra CMT.
Det københavnske metrobyggeri har givet anledning til mange faglige tvister om lønsnyd og overenskomster. Senest i marts 2015, da metro-firmaet Cipa blev ikendt den historisk største bod for lønsnyd i og efterbetaling af 22 millioner kroner til deres ansatte.