23948sdkhjf

Trævinduet er fortid hos Idealcombi

En markant opdatering af de velkendte serier; Frame og Nation, og en udfasning af det traditionelle trævindue ruster vinduesfabrikken til fremtidens krav.
Det handler om meget mere end en produktlancering, når Idealcombi i disse uger sender sin ”New Green Generation” på markedet.

Den nordvestjyske vinduesfabrik har nemlig udfaset det træprogram, som lagde grunden til det daværende Idealvinduet tilbage i 1973.

Ifølge salgs- og marketingdirektør, Claus Winther, sker det for ” at udbygge en tresporet motorvej med et fjerde spor ”. Fremover satser Idealcombi nemlig udelukkende på kombineret træ og aluminium med en energiperformance, der lever op til de forventede 2020-krav. Udfasningen af trævinduet skal honorere en stigende efterspørgsel og nedbringe leveringstiden på fremtidens træ/alu-vinduer.

- Det var en hård beslutning, for der er også følelser indblandet. Trævinduet var jo det produkt, som virksomheden oprindeligt blev baseret på, siger Claus Winther til Building Supply.

Har taget det fulde skridt
Egentlig er det lidt misvisende at kalde ”New Green Generation” for produktnyheder. Der er nemlig tale om en rekonstruktion af de velkendte produktserier; ”Frame” og ”Nation”, der har fået en markant energimæssig forbedring.

- Vi har taget det fulde skridt, så vi ikke bare tilgodeser 2015-kravene, men også de forventede 2020-krav, siger Claus Winther.

De forbedrede produktserier er konstrueret med en kerne af isoleringsmaterialet PUR. Idealcombi introducerede materialet for fem år siden i forbindelse med udviklingen af vinduesserien ”Futura+”.

Kombinationen af træ, aluminium og PUR vandt hurtigt fodfæste på markedet og er derfor nu videreført opdateringen af fabrikkens to oprindelige træ/alu-serier, hvoraf ”Frame”, som den ældste, er udviklet i slutningen af 1980’erne.

- De nye vinduer ligner de gamle til forveksling. Man kan sige, at vi har udviklet et helt nyt vindue i et allerede eksisterende design, siger Claus Winther.

Løbende indfasning
Når de gamle Frame- og Nation-konstruktioner er fortid ved årsskiftet, sætter Idealcombi et foreløbigt punktum i en lang proces. Det er en omfattende opgave at omstille så stor en produktion, og fabrikken valgte derfor en kontrolleret indfasning af de nye konstruktioner hen over sommeren og efteråret.

- Risikoen for at støde ind i noget uforudset er stor. Derfor besluttede vi at nedsætte en gruppe, hvor vi på chefniveau gik i dialog med udvalgte kunder og tilbød dem at afprøve ’fremtidens vindue’. Det er gået over al forventning, og vi har derfor allerede leveret til både små og store projekter, fortæller Claus Winther.

For eksempel er Idealcombi leverandør til Sigurdsgade på Nørrebro i København, hvor IB Asferg A/S netop nu monterer 1.100 af de nye Nation IC-vinduer. Samme vinduestype indgår også i et renoveringsprojekt i Bregnegade/Tikøbgade i København, hvor Enemærke & Petersen har stået for monteringen af 117 nye vinduer.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14