23948sdkhjf

Betonelementer sikrer Havhuse ved Skagen Nordstrand

Et eksklusivt byggeprojekt ved Skagen Nordstrand bliver båret igennem af stabiliteten i betonelementer fra Expan. Den kraftige blæst tæt på havet i Skagen betyder, at træhusene, som de oprindeligt var planlagt, bogstaveligt talt ville forsvinde i den blå luft.
Direkte ud til uberørt klithede på Skagen Nordstrand opføres i øjeblikket et unikt luksusbolig-projekt med arkitekttegnede huse fra Kjaer & Richter. Projektet består af tre typer boliger i træ. Husene i ét plan er i træ fra yderst til inderst, mens de såkaldte Havhuse i 1½ og 2½ plan bygges op omkring et råhus i beton fra betonelementproducenten Expan.

- Vi har valgt at bygge med betonelementer af statiske årsager. Det er simpelthen nødvendigt på grund af vindkravene så tæt på havet. Betonen har været en redningsplanke for os. Ellers havde vi ikke kunnet få træet til at blive stående, fortæller administrerende direktør Anette Venndt fra Skagen Nordstrand. Sagsarkitekt Esben Nielsen fra Kjaer & Richter supplerer:

- Betonen giver os mulighed for at bygge højere, så Havhusene kan realiseres i 2½ etager, hvor de øvrige hustyper i projektet er i ét plan. Der er behov for elementernes tyngde for at undgå et alt for voldsomt fundament på husene. Træ ville simpelthen forsvinde i den blå luft.

I alt leverer og monterer Expan 7.800 m2 indeklimamærkede betonelementer til første etape af de nye Havhuse.
Stabilitet vinder over træ
Skagen er rent vejrmæssigt det vanskeligste sted i Danmark for byggeri. Derfor er det en præstation i sig selv at bygge, uden at materialerne flyver væk, og her spiller betonelementerne en afgørende rolle.

- Jeg kæmpede faktisk meget for, at Havhusene også skulle bygges i træ, for jeg synes, det er mest reelt, at det er træ hele vejen igennem, når det ligner et træhus. Men vi har brug for stivheden og tyngden i betonelementerne. Stabiliteten er en stor kvalitet, fortæller Anette Venndt.

Ingen kompromiser i arkitekturen
Selvom husene er tegnet som træhuse, har betonelementerne ikke ændret noget i husenes arkitektur.

- Det har ikke begrænset os, at vi har måttet ændre byggemateriale undervejs. Det er et stort plus, at det er fleksibelt at bygge med elementer, siger Anette Venndt.

Men det har givet udfordringer at kombinere byggematerialerne i byggeriet, der er udpræget god kvalitet, hvor alle løsninger skal være gedigne og gennemtænkte.

- Det er altid en øvelse at bygge i en kombination af træ og beton. Hver gang materialerne mødes, er der risiko for revner. En yderligere udfordring er, at den øverste etage er ét gennemgående rum, så der slet ikke er skillevægge eller afstivning, slutter hun.

Første etape af Havhusene ved Skagen Nordstrand forventes at stå færdig til jul 2008.

Kilde: Expan

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078