23948sdkhjf

Store bøder for farlige arbejdsforhold rammer metroen

Sikkerheden halter i byggeriet af metroen, og det giver store bøder til selskaberne. Svineri, lyder det.
Den ene bøde efter den anden rammer de selskaber, der deltager i byggeriet af metroen i København.

Det skriver Politiken.

Arbejdstilsynet har nemlig skruet kraftigt op for bøderne. På fire år er bødemængden for farlige arbejdsforhold og sjusk med sikkerheden mangedoblet. Fra to bøder på 70.000 kroner i 2012 til 33 bøder på i alt 1,6 millioner kroner frem til oktober 2015.

Det viser en opgørelse fra Arbejdstilsynet, som Politiken og Fagbladet 3F har fået aktindsigt i.

Tallet betegnes som "enestående" af Ole Gunni Busck, der er lektor ved Aalborg Universitet med speciale i arbejdsmiljø.

- Det regner jo med bøder, siger han til Politiken og betegner det som "noget svineri", når man holder det op mod Metroselskabets mange forsikringer om, at man tager arbejdsmiljøet alvorligt.

Både det offentligt ejede Metroselskabet, der styrer byggeriet, og hovedentreprenøren, CMT, erkender, at bødemængden er alt for stor.

- Det er selvfølgelig ikke noget, jeg er glad for, det er klart, siger Louise Høst, der er plan- og arbejdsmarkedsdirektør i Metroselskabet, til Politiken.

Hun understreger, at Metroselskabet selv er klar over, at den i lang tid har været gal med sikkerheden. Derfor bad selskabet før sommer Arbejdstilsynet om at holde skærpet tilsyn med byggepladserne.

Samme melding kommer fra hovedentreprenøren, italienskejede CMT. Både her og i Metroselskabet ses bøderne som et tegn på et endnu mere alvorligt problem: Der er for mange arbejdsulykker.

Efter en nedgang i 2014 er ulykkesmængden steget i 2015, så den nu ligger omtrent 20 procent over landsgennemsnittet.

Samtidig har projektet fået usædvanlig mange påtaler fra Arbejdstilsynet i form af forbud, påbud og i nogle tilfælde endda politianmeldelse. Det vil der nu blive taget hånd om, siger Sigurd Nissen-Petersen, der er kommunikationschef i CMT, til Politiken.

- Bødemængden er alt for høj, og det er et problem. Vi kan ikke leve med, at vi får de bøder. Vi kan ikke leve med, at vi har de ulykker, vi har. Men vi vil også gerne bruge påbuddene aktivt til at få fulgt op på byggepladserne, siger han til Politiken.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063