Arkitekttegnet støjskærmsløsning på Silkeborg Motorvejen
Arbejdet med monteringen af den specielle støjskærm, model Gudenåen, som er designet af landskabsarkitekt Preben Skaarup, skrider planmæssigt frem.
Barslund vandt i sommeren 2014 støjskærmsentreprisen på den nye Silkeborg Motorvej og valgte Dansk Autoværn som primær underleverandør til den omfattende entreprise. Støjskærmen kaldes model Gudenåen og er specialdesignet af landskabsarkitekt Preben Skaarup.
Det arkitektoniske udtryk har fyldt meget i udformningen af støjskærmen, og der er brugt mange ressourcer på at få den til at falde i med området. Skærmens farver varierer således fra klar til grøn over orange. Den orange farve er valgt til det stykke, der går gennem byen. Det matcher spunsvæggen og understreger den helt særlige løsning, som byen får.
- Vi er stolte over ikke bare at levere hele støjskærmsentreprisen men også autoværnsentreprisen på den nye motorvej. Det betyder meget for os som lokal virksomhed at kunne sætte præg på byen, udtaler administrerende direktør hos Dansk Autoværn, Ulrik Toft Marcussen.