23948sdkhjf

Stor interesse for ny københavner-bydel

En anderledes udviklingsproces ligger til grund for masterplanen for bydelen Ny Valby på det tidligere Grønttorvsområde. Resultatet har udløst stor interesse fra investorer.
I fredags den 9. oktober vedtog Københavns Kommunes byråd lokalplanen for Ny Valby. Nu får hovedstaden en ny grøn bydel med en stor park og både ejer-, leje- og studieboliger til mennesker med almindelig indkomst – en kombination som investorerne viser markant interesse for at investere i.

Bag masterplanen for det 14,5 hektar store område ligger et solidt benarbejde fra et rådgiverteam, som har været igennem en anderledes udviklingsproces.

Ny Valbys direktør, Brian Abildgaard, valgte fra begyndelsen at samle Københavns Kommune, Valby Lokaludvalg, bygherrerådgiver fra Holte Projekt, idébureauet 2+1 og finansielle rådgivere til at udforme rammer og idéprogram for området. Herefter fulgte en række workshops med Polyform Arkitekter, hvor arkitekterne udviklede masterplanen undervejs.

Den tidlige involvering af interessenterne og deres løbende input og kommentarer til masterplanen betød, at udviklingsprocessen forløb bemærkelsesværdigt ukompliceret.

- Processens form gjorde, at vi oplevede stor samarbejdsvilje fra alle, som sad med om bordet, og det fortæller os, at denne type udviklingsproces er kommet for at blive, siger Brian Abildgaard.

Investorerne tror på projektet
Hos Polyform peger partner Thomas Kock på områdets nye identitet som afgørende for investorernes interesse:

- Ny Valby ligger et stykke fra vandet. I stedet finder området sin identitet i Grønttorvets industrielle fortid. Hallerne omdannes til en stor grøn park, hvor søjlerne og konstruktionerne bevares og skaber et landskab, som du ikke ser andre steder i København. Det gør bydelen til noget særligt, at vi bygger den op omkring den her post-industrielle grønne park. Den identitet er attraktiv at investere i, siger Thomas Kock.

Investorer som KAB, FB Gruppen og Calum er allerede nu i gang med at udvikle på Ny Valby-området. Ifølge Brian Abildgaard har workshop-modellen været afgørende for, at han i dag står med et helstøbt projekt:

- Planen er løbende blevet afstemt i forhold til investeringspotentiale, lokalmiljøet og målgruppens særlige ønsker, og det kan investorerne mærke. De tror på projektet og fremhæver især de grønne områder i kombination med boliger til fornuftige priser som noget særdeles attraktivt, siger han.

Udviklingsteamet bag Ny Valby-projektet består af Ny Valby A/S, Polyform Arkitekter, 2+1 Idébureau, finansieringsrådgiverne Leimdörfer og bygherrerådgiver Holte Projekt.

Udover den grønne urbane park i hjertet af Ny Valby er grønne elementer som fællesdrivhuse og grønne facader også en del af planen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094