Samarbejde skal udvikle Birkerøds bymidte
Flere boliger i midtbyen kan blive en del af byudviklingsprojektet.
- Jeg vil appellere til, at vi nu får etableret et bredt og konstruktivt samarbejde om at udvikle bymidten. Nu er det tid til at opgive særinteresserne og samle alle gode kræfter. Birkerød har rigtig mange engagerede foreninger og borgere. Kommunen kan gøre rigtig meget - men vi kan ikke gøre det hele. Vi har brug for, at alle aktører medvirker og trækker deres del af læsset, for eksempel med skiltning og facader, så vi får en smuk hovedgade eller udvikling af nye butikskoncepter eller –nye former for aktiviteter eller events, siger Erik Mollerup i en pressemeddelelse fra Rudersdal Kommune.
Lige nu undersøges det, hvor der kan bygges flere boliger i bymidten. For flere borgere - gerne flere børnefamilier og ældre, som især efterspørger boliger – kan skabe mere liv, både i forhold til kultur- og handelslivet. Nye boliger kan blive aktuelle for eksempel ved det gamle posthus over for stationen eller ved parkeringspladsen og TDC-bygningen øst for Hovedgaden. Men også andre områder kan være aktuelle.
En ny skaterbane ved idrætscenteret, som efter planen er færdig i 2016, skal være et vigtigt aktiv og et kraftcenter for hele byen. Bycenterudvalget arbejder lige nu med at forbinde aktiviteterne fra området omkring idrætscenteret til Hovedgaden.
Senere kan en ny tunnel og rampe blive en mulighed. I første omgang vil Kommunalbestyrelsen med det nye budget for 2016 afsætte 3 mio. kr. til at udvikle projektet med den nye forbindelse, der skal lede fodgængere og cykler naturligt gennem bymidten og skabe ny sammenhæng.