Galten får nyt torvebyggeri
To en halv etages byggeri med ni lejligheder opføres på den lille ledvogtergrund på hjørnet af Vestergade og Torvet
Når det står færdigt til foråret, vil det rumme ni lejligheder på hver omkring 80 kvadratmeter.
Det opføres på hjørnet af Vestergade og Torvet på den lille grund, hvor et gammelt ledvogterhus fra den forsvundne jernbanes tid har stået og forfaldet i en årrække. Det er nu revet ned ligesom hækken er væk og den 659 kvadratmeter store grund klar til at bygge på.
Bag projektet står byggefirmaet Idébolig i Voel, hvis ejer, arkitekt Carsten Jensen købte ejendommen for et par år siden.
- Vi har brugt en del tid på at få afklaret med kommunen, hvad der kan lade sig gøre på grunden, siger han til Midtjyllands Avis.
Den gamle lokalplan for området åbner kun for en bebyggelsesprocent på 50, mens den nye kommuneplans rammer for Galtens centerområde jo lægger op til byfortætning og dermed langt højere bebyggelsesprocenter.
Det aktuelle projekt har fået godkendelse af et projekt med en byggeprocent på 111.
Projektet er tegnet af Gudnitz Arkitektfirma i Risskov. Det opføres med en høj hvid sokkel, teglsten i lyse jordfarver og mahognivinduer.
Ejendommen blev i 2008 købt af Peter Nielsen, Galten Stål & Glas, der havde planer om en butiksejendom med plads til tre butikker og eventuelt boliger på førstesalen. Men straks efter ramte krisen og projektet gik i stå.