Ny håndværkerportal med stor succes
Håndværker.dk gik i luften i foråret og har allerede op mod 50.000 besøgende om måneden.
Håndværker.dk gik i luften i foråret og ligger allerede nu mellem 40.000 og 50.000 besøgende om måneden.
- De mange besøgende vidner om, at der har manglet et sted, hvor forbrugerne på en gennemsigtig og troværdig måde kunne dele oplevelser med hinanden om alle håndværkere, siger Kasper Hvid, adm. direktør for håndværker.dk.
Anmeldelser giver kunder
En analyse af trafikstrømmen viser, at forbrugerne oplever, at det giver værdi at kunne finde lokale håndværkere, som andre i lokalområdet har haft til at udføre et stykke arbejde og sagt god for.
Således får en håndværker med over 11 anbefalinger syv gange så mange henvendelser via portalen som en håndværker, der ikke har fået anbefalinger.
Kasper Hvid mener derfor heller ikke, at håndværkerne har grund til at frygte at blive vurderet, snarere tværtimod:
- Glade kunder vil gerne give deres oplevelser videre til andre. Vi kan se, at der er mange fine anmeldelser, og de mange håndværkere, som får gode vurderinger, får mange nye kunder, siger Kasper Hvid.
Der er også mange klik på billeder af håndværkeren og det arbejde, han har udført. Faktisk får håndværkere med billeder på portalen dobbelt så mange henvendelser som håndværkere, der ikke viser billeder.
Håndværker.dk er en videreførelse af byggestart.dk og har på den baggrund 10.000 vurderinger af håndværkere. På nuværende tidspunkt kan man finde og anmelde 930 VVS’ere, 1.080 malere, 430 tømrere og 220 murere. Alle håndværkere kan bedømmes – ikke blot dem, som har betalt for en profil.