Lønstrup indvier sin nye kystlandingsplads
De lokale entreprenørfirmaer HC og Sejlstrup har anlagt strandpladsen for 2,7 millioner.
Lønstrup Strand har fået et markant løft. En ny fiskebro, en rampe til bådtrailere, et nyt madpakkehus og et fiskebassin giver nye aktivitetsmuligheder for familier, borgere og turister, der besøger kystbyen.
Anlægget har kostet 2,7 mio kroner, og det er blandt andet støttet af RealDania, FiskeriLAG Nord, Hjørring Kommune samt A.P. Møller & Hustru Chastine McKinney Møllers Fond.
Mens Lønborg Rådgivende Ingeniør- Og Planlægningsfirma holdt tov i projektet, stod Sejlstrup Entreprenørforretning i Løkken for den såkaldte tunge entreprise med høfter og kystsikring, og en såkaldt let entreprise med murværk og beton gik til HC Entreprenøren i Blokhus.
Formand for Lønstrup Fiskeriforening, Svend Bjørnager, håber, at bådpladsens nye anvendelsesmuligheder vil bidrage til, at flere vil bruge naturen ved og omkring kysten.
- Hvad angår fiskeriet, er der nu skabt bedre forhold for at søsætte fiskerbåde og fritidsbåde. Den nye fiskebro anvendes allerede i stor stil af lystfiskere og folk, der nyder at se solnedgangen eller at være tættere på havet. Betydningen af de samlede initiativer på pladsen har således effekt i forhold til turisme såvel som bosætning i byen, siger han.
Foruden kystlandingspladsen er der i samme ombæring blevet anlagt et madpakkehus af Lønstrup Tømrer og Snedkerforretning, som fik hjælp af lokale frivillige.
- Både lokale borgere og gæster har udtrykt begejstring for de nye faciliteter. Madpakkehuset har absolut været en succes, da mange udflugtsbus-selskaber jævnligt forespørger og anvender huset, ligesom vi allerede nu har haft besøg af to bryllupsselskaber, der lige ville se havet og nyde en forfriskning inden kirkeceremonien, siger Svend Bjørnager.