Nu skal vandopvarmning energimærkes
Om godt en uge skal alle komponenter vandopvarmning energimærkes efter A-G-skalaen som ved hårde hvidevarer.
Det er EU's direktiv om ecodesign og produktstandarder, som nu fører til, at alle komponenter til bolig- og brugsvandsopvarmning også skal energimærkes.
Installatørerne skal være særligt opmærksomme, når de bygger flere energimærkede komponenter sammen. Det betyder, at den samlede installation skal bære et energimærke, som er dækkende, og mærkningsgraden skal være fastslået, inden der tilbydes på en opgave.
Dog må man gerne underdeklarere og mærke produktet som ringere på energibesparelse, end det færdige produkt bliver. Det skal sikre, at man kan give et hurtigt tilbud uden at bryde reglerne, forklarer Birger T. Christiansen, som er konsulent hos Tekniq.
- Hvis man har tre produkter, der for eksempel er energimærket med A+, A og B, så er det ok at sige til kunden, at den samlede løsning i hvert fald ikke bliver dårligere end energimærke B, siger han.
Produkter, som allerede ligger på lager 26. september er ikke omfattet af reglerne. Mærkningskravet gælder kun for nye varer, som købes ind efter skæringsdatoen.