Club Danmark Hallen klar med ny hovedentreprise
Efter annulering af første licitation er fem entreprenører nu prækvalificeret til renoveringen af den sammenstyrtede sportshal
Udbuddet af renoveringsarbejdet blev i første omgang annulleret, da buddene fra de fem prækvalificerede lå mellem 23-42 mio. kroner over budget.
Siden har Byggeri København blandt andet afholdt individuelle møder med et par af tilbudsgiverne fra den første licitation, og nu har entreprenørfirmaerne Adserballe & Knudsen A/S, Ason A/S, C.C. Contractor A/S, Hoffmann A/S og H. Skjøde Knudsen A/S opnået prækvalifikation til et genudbud. Det skriver Licitationen – Byggeriets Dagblad.
Arbejdet er fortsat udbudt i hovedentreprise og dækker delvis nedrivning og genopbygning under det eksisterende hovedtag, der forstærkes.
Udførelsesfasen løber i henhold til udbudstidsplanen fra den 14. december 2015 til aflevering den 16. december 2016.