Stenhugger med på tidens trend
Vejles næstældste virksomhed L.M. Billeschous’s Stenhuggerier A/S fra 1867 satser på fremtiden – blandt andet på fremstillingen af bordplader af marmor og granit til boligen samt import af plader i komposit fra Spanien. Sidstnævnte skal åbne op for et helt nyt marked.
Udover fremstillingen af bordplader ernærer virksomheden sig ved import af fliser i marmor og granit fra Indien, Kina og Sydafrika.
- Vi er også begyndt at importere plader i komposit fra Spanien, plader som er lavet af pulver fra en stenart, der er bundet sammen af polyester, og der ser vi et nyt spændende marked. Det nye materiale er i stand til at nedbryde bakterier meget hurtigt, så vi ser et marked i plader til både sundhedssektoren og fødevarevirksomheder., siger Lars Møller, direktør og indehaver siden 2002, til ErhvervsBladet.
Billeschou fremstiller stadig gravsten, som i mange år var virksomhedens kerneområder, men i 1970’erne måtte dette vige for leverancerne til det danske byggeri.
Virksomhedens omsætning og indtjening har været støt stigende i de senere år – også i 2007.
Kilde: ErhvervsBladet - www.erhvervsbladet.dk