23948sdkhjf

Herning Bibliotek er årets bedste renovering

Grim betonbygning fra 1960’erne er forvandlet til et moderne kulturcentrum for byens borgere.
Der var spænding til det sidste, da dette års vinder af Renover-prisen torsdag aften blev afsløret og hædret ved en prisfest på Papirøen i København.

Aftenen blev indledt med middag og underholdning, inden energi-, forsynings- og klimaminister, Lars Christian Lilleholdt, løftede sløret for, at Herning Bibliotek er vinder af Renover-prisen 2015.

Fra varehus til kulturhus
Efter at have stået som en tom spøgelsesbygning i flere år binder det nye Herning Bibliotek nu byen sammen med et indendørs strøg fra gågaden til rutebil- og togstationen.

De nominerede til Renover-prisen 2015:
- DOK5000, kulturbyggeri, Odense C
- DTU Skylab, institution, Lyngby
- Fra stald til bolig, bolig, Mårslet
- Herning Bibliotek, kulturbyggeri, Herning
- Højbo, bolig, Frederikshavn
- Irma-karréen, erhverv, København N.
Hovedformålet med den omfattende renovering af det gamle varehus har været at skabe et fælles kulturcentrum for byens borgere. Det er lykkedes. Siden biblioteket stod færdigt i slutningen af august 2014, har der været flere end 375.000 besøgende – hvilket er markant flere, end Herning Bibliotek oplevede på sin tidligere adresse.

- Renoveringen af Herning Bibliotek er et fantastisk eksempel på, hvordan man igennem en renovering fuldstændig kan omdanne en bygnings funktion, så bygningen bliver et samlingspunkt i nærområdet. Det vidner det imponerende besøgstal ikke mindst om, siger administrerende direktør Jesper Nygaard fra Realdania, der står bag Renover-prisen sammen med Grundejernes Investeringsfond (GI).

Renoveringen af Herning Bibliotek er udført af et team bestående af CC Contractor, GPP Arkitekter, Arkitektfirmaet Kristian H. Nielsen og Rambøll.

70 personer fra branchen har som medlemmer af et valgkollegium afgjort, at Herning Bibliotek skulle kåres som dette års vinder.

Ny specialpris til ildsjæle
Herning Bibliotek var ikke det eneste renoveringsprojekt, der blev hyldet ved prisfesten torsdag aften.

Lokale ildsjæle har i årevis knoklet for at forvandle den forfaldne Egebjerg Mølle på Sydfyn til en populær turistattraktion med et stort besøgstal.

De er nu blevet belønnet med Specialprisen, som uddeles i år for første gang.

- Hvert år er der indstillede projekter, som ikke scorer højt på alle bedømmelseskriterierne, men som udviser en vedholdenhed og et mod til at gøre noget anderledes. Dem vil vi gerne hædre med Specialprisen, forklarer administrerende direktør, Lars Axelsen, fra GI.

Han beskriver renoveringen af Egebjerg Mølle som et projekt drevet af stort personligt engagement og vilje til at trodse alskens forhindringer.

- Resultatet er blevet en oplevelsesrig mølle med en spektakulær glaskuppel i toppen, som har formået at trække besøgende til. Det har fortjent prisen, siger GI-direktøren.

I år er tredje gang, at Realdania og GI uddeler Renover-prisen til et renoveringsprojekt i særklasse. Det er håbet, at vinderprojekterne vil inspirere til fremtidige renoveringsprojekter og være med til at sætte fokus på renovering i Danmark.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.1