Domea bygger for 330 millioner i Nordhavn
Det første byggeri med almene lejeboliger i Københavns Nordhavn skal DGNB-certificeres.
Bygherre på projektet er Boligselskabet Domea København og Domea.dk, som opfører 134 boliger fordelt på cirka 14.000 etagemeter.
- Jeg har armene helt oppe over, at vi er udpeget til at bygge de første almene boliger i Nordhavn. Vi har fået udarbejdet et forslag til et helt unikt byggeri med flot arkitektur og billige boliger til enhver smag. Det er jeg personligt meget stolt over, siger Villy Brejning, formand for Boligselskabet Domea København.
Opføres i hovedentreprise
Projektet, der skal certificeres efter den danske DGNB-standard, er tegnet af KHS Arkitekter, der varetager totalrådgivningen i samarbejde med Dorte Mandrup Arkitekter, Dj & co Rådgivende Ingeniører, Cenergia og Bogl Landskabsarkitekter.
For at sikre et varieret boligudbud vil lejlighedstyperne gå fra 2- til 4-rums, fra små studieboliger til store toetagers rækkehuse. Udover de 134 boliger indrettes byggeriet med butikker, caféer og restauranter samt en integreret institution med vuggestue og børnehave.
Gårdmiljøet bliver i flere niveauer med plateauer, pladser og træer. I gården får den integrerede institution en legeplads, der kan anvendes af beboernes børn efter lukketid. Gården omkranses af varieret arkitektur med forskudte facader, der bygges med forskellige materialer og farver. På tagene vil der være flere fælles tagterrasser i forskellige variationer og højder med planter og buske.
Næste skridt for Domea er at indgå en købsaftale med By & Havn. Forløber processen som planlagt, sendes byggeriet i udbud som hovedentreprise i sommeren 2016. Herefter vil der være opstart af byggeplads i oktober eller november.