Lønsomhed i fokus hos Sanistål
På trods af faldende omsætning lykkedes det Sanistål at forbedre bundlinjen en smule i andet kvartal.
Kigger man på første halvår, så endte det med en omsætning på 2,040 mia. kr. mod 2,152 mia. kr. i samme periode sidste år. EBIT steg i samme periode med 13 mio. kr. til 41 mio. kr., og resultat før skat steg med 15 mio. kr. til 26 mio. kr.
- Saniståls fokus på lønsomhed har betydet, at vi har opnået samme bruttoavanceniveau som sidste år, selvom omsætningen for første halvår 2015 er realiseret med 2.040 mio. kr. mod 2.152 mio. kr. sidste år. Øget konkurrence inden for industrien i Danmark, lavere stålpriser og vores fokus på lønsomhed reducerer aktiviteten, skriver Sanistål i sit halvårsregnskab.
Tilbagegang i begge forretningsområder
I koncernens Byggeri-division blev det i andet kvartal til en omsætning på 456 mio. kr. mod 470 mio. kr. året før. I samme periode blev det til en forbedring af driftsresultatet fra -1 mio. kr. til et overskud på 2 mio. kr.
- Den øgede prisgennemsigtighed i markedet påvirker fortsat kundernes handelsmønster, og sammen med en hård konkurrence fastholder det presset på indtjeningen, skriver Sanistål.
I Industri-divisionen faldt omsætningen fra 606 mio. kr. i andet kvartal 2014 til 549 mio. kr. i andet kvartal i år. Samtidig faldt driftsresultatet fra 25 mio. kr. til 21 mio. kr.
- Industrimarkedet i Danmark har i kvartalet været kendetegnet ved svære markedsvilkår, hvor en øget konkurrence presser priserne yderligere. De østeuropæiske og tyske markeder har udviklet sig fladt. Stålmarkedet er fortsat præget af et lavt aktivitetsniveau, der presser indtjeningen. Stålpriserne har været svagt faldende i kvartalet og ligger under sidste års niveau for kvartalet, skriver Sanistål.
Den nordjyske grossistvirksomhed fastholder dog forventningerne om et resultat af primær drift (EBIT) i 2015 på 90-120 mio. kr.